Tunet Superbrugs sigter efter flere kunder

Coop 30. jan 2018 -
This describes the image
|||||| ||||||Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Selv for de trofaste kunder er SuperBrugsen Skåde nærmest blevet transformeret til en helt ny dagligvarebutik, efter en længere ombygningsperiode blev færdig for ca. to måneder siden.

Hvad der i første omgang blot var et spørgsmål om at udskifte butikkens ældre kølemøbler og udtjente freonanlæg, bredte sig hurtigt til at blive et større ombygningsprojekt i alle kroge af den 32 år gamle butik.

[caption id="attachment_66460" align="alignnone" width="300"] Foto: Ulrik Samsøe Figen[/caption]

Det løber formentlig op i omkring otte mio. kr., når regningen gøres endelig op. Butikken har investeret i LED-belysning overalt og har udskiftet det efterhånden temmelig slidte marmorsplit-gulv.

Endvidere er butiksarealet blevet udvidet med ekstra 200 kvm. efter inddragelsen af et tidligere baglokale og flaskeområde, der har skabt endnu mere plads til Coops nye supermarkedskoncept SM20.

Et koncept, der især har fokus på frugt og grønt og kød samt et endnu større udvalg af convenience-løsninger som måltidssalater og færdigretter.


Hvor butikken før var indelukket i Skåde Centret i den sydlige del af Aarhus, fremstår butikken på 1.080 kvm nu med en markant glasfacade i forsøget på at tiltrække endnu flere kunder.

- Nu havde vi muligheden for at ændre det hele på en gang, og området er jo også til at der skal ligge en rigtig, rigtig lækker dagligvarebutik, fortæller Jesper Nielsen, direktør for Skåde Brugsforening, med adresse til det dyre villakvarter Skåde Bakker nær butikken.

Flere kunder
Selv om ombygningsperioden har kostet et fald i omsætningen, er investeringens formål netop at hæve butikkens omsætning på sigt, fortæller brugsforeningens direktør og butikkens nye uddeler Lars Syska.

Sidstnævnte kommer selv fra jobbet som uddeler i SuperBrugsen Kridthøj Torv i Højbjerg et par kilometer fra Skåde-butikken, som ligeledes tilhører brugsforeningen.

Trods en kvadratmetermæssig mindre butik på Kridthøj Torv på 678 kvm. har butikken stadig en omsætning, der ligger ca. 8 mio. kr. over SuperBrugsen Skådes 42 mio. kr.

- Vi har fået en rigtig god feedback fra vores kunder. Vi mærker, at omsætningen igen stiger støt uge for uge. Måske ikke så hurtigt, som vi gerne selv ville, men det går den rigtige vej, og nu sigter vi efter at komme på samme omsætning som på Kridthøj Torv, fortæller uddeler Lars Syska.

- Der er ingen tvivl om, at der er et potentiale i butikken. Dels er der alle, dem der bor i området, som vi ikke har fat i. Dels er der alle dem, der dagligt kører forbi på Oddervej. Konkurrencen i området er mega, mega hård, og derfor er det også vigtigt, at vi er skarpe, siger Jesper Nielsen.

Det er de senere års fremgang i brugsforeningen fra et overskud på beskedne 391.000 kr. i 2012 til 5,2 mio. kr. i seneste regnskab, der har skabt råderum til investeringen.

Og ifølge direktøren er brugsforeningens hovedformål netop at gøre indkøbsoplevelsen endnu mere kundevenlig og skabe nogle attraktive butikker, hvilket direktøren også mener er lykkedes med moderniseringen og det nye SM20-koncept.

- Vores butikker ligger i et rigtig godt område syd for Aarhus, hvor mange folk valfarter til. Vi har rigtig mange kunder, som gerne vil økologi, som man også kan se på vores butikker, og så følger vi jo SuperBrugsen-konceptet til punkt og prikke. Vores åbne slagterafdeling med fredagsbøffer og mange andre indbydende ting er jo virkelig noget, kunderne vil have. Nu gælder det om at få markedsført Skåde bedre og blive endnu bedre til at få fat i de mange kunder, der hver dag kører på Oddervej, siger Jesper Nielsen.

Opdateret 10. nov 2020