Fødevareminister vil have ny lov for dyrevelfærd

Salling Group 4. okt 2019 -
This describes the image
Fødevareminister Mogens Jensen Dyrevelfærdsmærke Coop Logo: Fødevareministeriet

Nu skal Danmark have en ny lov om dyrevelfærd. Den skal forenkle den lovjungle, der i dag findes på området, lyder det fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Om en ny dyrevelfærdslov får indflydelse på de to systemer af dyrevelfærdsmærker, der i dag findes i den danske fødevarebranche, fremgår ikke af meddelelsen fra Fødevareministeriet.

Men eftersom målet er at forenkle hele lovjunglen omkring dyrevelfærd, er der en vis sandsynlighed for, at den kommende dyrevelfærdslov kan betyde en revision af de to mærker - eller måske en sammensmeltning?

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er der i dag flere end 50 love og bekendtgørelser, og de skal revideres, så der kun er ca. 20.

Den nye dyrevelfærdslov skal forenkle lovgivningsstukturen på dyrevelfærdsområdet og dermed gøre det enklere for brugerne... Det klare formål med den nye lov er at reducere antallet af love og bekendtgørelser på området, så både landmanden, dyrlæger og borgere skal lede færre steder efter reglerne, lyder det fra ministeriet.

- Vi skal stille store krav til dyrevelfærden i Danmark, og en uoverskuelig lovgivning skal ikke stå i vejen for så væsentligt et beskyttelseshensyn. Der er ikke slækket på kravene til velfærden for svin, kvæg, heste og alle andre dyr, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Der er i dag to dyrevelfærdsmærker på kød. Det ene er det statslige, som stort set hele dagligvarebranchen benytter - det andet er Coops. Branchen kunne ikke blive enige, da det statslige mærke blev etableret.

Læs også: Coop åben for samarbejde om statsligt dyrevelfærdsmærke

Opdateret 10. nov 2020