Fødevarekontrollen skærpes

Leverandører 6. jan 2020 -
This describes the image
Foto: Bax Lindhardt
Skrevet af: Henrik Denman

Fødevarekontrollen er fra nytår blevet omlagt, så virksomheder får vanskeligere ved at slippe afsted med at overtræde fødevarelovgivningen.

Ved årsskiftet er et nyt kontrolkoncept for fødevarekontrollen trådt i kraft. Sammen med et bredt flertal af Folketingets partier står fødevareminister Mogens Jensen (S) bag Fødevareforlig 4, der fastlægger rammerne for en mere datadrevet, risiko- og behovsorienteret fødevarekontrol fra 1. januar 2020.

Fremover vil Fødevarestyrelsen i langt højere grad målrette sin kontrol mod de virksomheder, der ser stort på fødevaresikkerheden eller som af andre grunde har svært ved at overholde reglerne.

Det skal bl.a. ske ved hjælp af smartere brug af data og kontrollørernes erfaringer.

Fødevareministeren glæder sig over, at fødevarekontrollen i dag går mere målrettet efter de virksomheder, der enten ikke vil eller kan leve op til reglerne.

– Kontrollen bliver omlagt, så de, der har vist, at de har styr på reglerne, får færre kontrolbesøg. Til gengæld sætter vi kraftigere ind over for dem, som har størst behov for kontrol, siger han.

Indfører starthjælp

Alle fødevarevirksomheder får fortsat kontrolbesøg. Hvor ofte det sker afhænger af, hvad de har på hylderne, og hvor gode de er til at følge reglerne. Fødevareministeriet nævner som eksempel, at en slagterbutik, der håndterer fersk kød, som kan udgøre en større risiko for forbrugerne, vil få flere besøg end et byggemarked, som sælger lidt slik og sodavand.

Fødevarestyrelsen fortsætter med de mange målrettede kampagnekontroller med f.eks. allergener, fødevarekontaktmaterialer og mærkning.

– Som en del af forliget indfører vi starthjælp til alle nye iværksættere, så de kan komme ordentligt i gang. Viser det sig, at en virksomhed – ny eller gammel – ikke lever op til reglerne og forbrugernes tillid, kommer de selv til at betale for de to opfølgende kontrolbesøg, som en sur smiley nu altid udløser. På den måde får vi forhåbentligt gjort det helt klart for alle, at fødevaresikkerheden skal tages alvorlig, siger Mogens Jensen.

Opdateret 10. nov 2020