Minister lancerede nyt mærke i Meny

Salling Group 24. maj 2017 -
This describes the image
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (midten) har støttet ni nye initiativer, der skal mindske madspildet i Danmark. Arkivfoto: Flemming Effersøe
Skrevet af: Henrik Denman

Slagtermester Erik Larsen og købmand Christian Kragbøll var klar med pakkevis af gris med tre hjerter, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besøgte Meny på Vermlandsgade på Amager i formiddags.

Ministeren var i Meny for at møde medier, medarbejdere og kunder med nyheden om, at det nye statslige dyrevelfærdsmærke nu gør det nemmere for de handlende at købe ind med hjertet, når de køber grisekød i dagligvarebutikkerne undtagen Coop.

I butikkens slagterafdeling var der smagsprøver på, hvad kunderne kan forvente med bedre dyrevelfærd på menuen: f.eks. grillede koteletter fra Frilandsgrisen med tre hjerter, som et det højeste niveau for dyrevelfærd i det nye statslige dyrevelfærdsmærke ”Bedre Dyrevelfærd”.

Ministeren afslørede i dag, at forarbejdet pålæg bliver det næste område, som bliver omfattet af det statslige dyrevelfærdsmærke med et, to eller tre hjerter. Herefter følger kylling og æg:

- Nu lægger vi ud med grisekød. Men inden for det næste år håber vi at præsentere æg og pålæg med hjerter på. Derudover arbejder vi på at kunne tilføje fjerkræ og senere okse- og kalvekød. Mulighederne er jo mange. Hvis vi opnår forbedringer af dyrevelfærden for grise, kan vi udvide med andre dyrearter og andre produkter.

Siden slagtermester Erik Larsen kom til Meny Vermlandsgade for et halvt år siden, har han forberedt sig på det nye statslige dyrevelfærdsmærke ved at satse på Frilandsgris:- En kombination af sortiment, pris og markedsføring betyder, at vi har taget hul på det nye dyrevelfærdsmærke med en omsætning af Frilandsgris på 80 pct. af omsætningen på svinekød. Med hjælp fra dyrevelfærdsmærket er det målet at nå op på mindst 90 pct., sagde han.

Opdateret 10. nov 2020