Købmænd og fodbold i historisk partnerskab

Salling Group 13. maj 2024 -
This describes the image
På et pressemøde mandag offentliggjorde topchef i Salling Group, Anders Hagh, en omfattende partneraftale med fodbolddanmark via DBU. Foto: Flemming Effersøe
  • DBU og Salling Group går sammen i et nyt og historisk partnerskab med målet om, at dansk fodbold skal sætte et endnu større aftryk i danskernes hverdag

Et nyt partnerskab mellem landets største dagligvarekoncern Salling Group og DBU sætter ligeværd, bedre trivsel og uddannelse på banen i en historisk aftale på tværs af landshold, græsrødder og fodboldskoler for børn.

Aftalen løber fra 2024 til 2029. Hverken Salling Group eller DBU ønsker at sætte beløb på aftalen. Men Salling Group bekræfter overfor Dagligvarehandlen.dk, at der er tale om et trecifret millionbeløb.

This describes the image

Dagligvarekoncernen og fodboldorganisationen sætter fokus på diversitet, fællesskab, fysisk og psykisk sundhed og uddannelse i både fodboldens verden og i dagligvaremarkedet. 

Som det første partnerskab nogensinde omfatter det alle landshold fra U16 til A-landshold, mens Salling Group også bliver en del af Fodboldskolen, Pigeraketten og en række andre projekter. 

Samtidig kan medarbejdere i Salling Group se frem til unikke fodboldoplevelser i løbet af de næste år. 

- Som en af landets største arbejdspladser med butikker spredt over hele Danmark har vi en enorm berøringsflade, hvor over en million danskere hver dag lægger vejen forbi, og det giver os unikke muligheder for at påvirke og rykke på vigtige dagsordener gennem vores tilstedeværelse, siger adm. direktør, Anders Hagh, Salling Group.

Ambitiøst partnerskab

Til Dagligvarehandlen.dk uddyber han, at partnerskabet med DBU er forankret i forretningen, mens et mangeårigt samarbejde og støtte til Team Danmark ligger hos Salling Fondene.

- De to aftaler spiller fint sammen i forhold til at støtte både bredden og eliteidrætten. Aftalen med DBU giver os en ny bane, hvor vi kan binde vores arbejdsplads sammen med de mange frivillige og aktive i fodboldens verden, siger Anders Hagh.

Han er meget tilfreds med det nye partnerskab og stolte over, at partnerne har fundet fælles fodslag om et ambitiøst partnerskab, som sætter helt nye standarder for, hvordan de to aktører sammen kan bidrage til at gøre hver dag bedre med et særligt fokus på fælles indsatsområder.

DBU: Styrket indsats

I DBU glæder adm. direktør Erik Brøgger Rasmussen sig over udsigten til et partnerskab, der både bakker op om alle landshold og vil skabe projekter, der udvikler dansk fodbold yderligere: 

 - Vi ønsker både at udvikle dansk fodbold med gode tilbud til vores 373.000 aktive medlemmer, de mere end 120.000 frivillige i klubberne, dommerne som er en vital del af fodboldfamilien, og også med stærkere landshold på alle niveauer.

- Med Salling Group som partner kan vi i samarbejde styrke indsatser og tiltag for centrale områder som diversitet, rekruttering og arbejdet for fysisk og mental trivsel, som er vigtige for alle i dansk fodbold. Vi glæder os til at skabe store resultater sammen med Salling Group, siger han. 

Salling Group vil være synlige på Kvindelandsholdets træningstøj fra de kommende EM-kvalifikationskampe i slutningen af maj og primo juni, mens de bliver synlige på Herrelandsholdets træningstøj fra januar 2026. 

Derudover vil Salling Group være synlige på begge A-landsholds pressevægge, sociale medier og andre flader.

Som den første kommercielle partner nogensinde vil Salling Group også være på træningstøjet hos alle ungdomslandshold. Det sker fra efteråret 2024. 

Tre ben i partnerskabet

This describes the image


Kernen i samarbejdet tager afsæt i tre konkrete områder, hvor DBU og Salling Group sammen ønsker at skabe forandringer og forbedringer: 


•    Ligeværd og lige muligheder. Gennem forskellige projekter vil parterne øge diversiteten i dansk fodbold og i Salling Groups organisation. 
•    Fysisk og psykisk sundhed og trivsel. Vi vil gøre danskerne sundere og mentalt stærkere – både i dansk fodbold, butikkerne og i danske hjem.
•    Rekruttering og uddannelse. Både DBU og Salling Group ønsker at styrke rekruttering af alt fra trænere og dommere til butikskollegaer og fremtidens ledere. De vil dele erfaringer og udvikle samarbejde, hvor de sammen kan få endnu flere ombord i spændende udfordringer.

 

This describes the image

Fra venstre ses direktør Erik Brøgger Rasmussen, DBU, landstræner for kvinder Andrée Jeglertz, HR-direktør Louise Gade, Salling Group, adm. direktør Anders Hagh, Salling Group, landstræner for herre Kasper Hjulmand og fodbolddirektør Peter Møller. 

 

Opdateret 14. maj 2024