Jeg ved godt, at det – en lov, der forbyder salg under indkøbspris - aldrig bliver til noget.

Og jeg ved også godt, at jeg risikerede at komme i fængsel, hvis jeg opfordrede til en såkaldt ”samordnet praksis”, hvorefter alle aktører i dansk detailhandel frivilligt lod være med dumpe priserne til et niveau under indkøbspris, ja i det hele taget lod være med at føre sig frem med ”lokkevarer”.

Så det gør jeg naturligvis ikke!

Men jeg drømmer engang imellem om en detailhandel, hvor konkurrencen handlede meget, meget mere om udvalg, kvalitet, service, nærhed, hensyntagen til klima og miljø – og meget mindre om priskrig, udsalg, tilbudsaviser, månedens tilbud osv.

Min tidligere formand, Poul Nönnecke, Favør og siden SuperBest i Helsinge, hadede, når kæden havde f.eks. en kasse øl på tilbud til en pris under indkøbspris. Hvis jeg husker rigtigt, var normalprisen 139 kr., men med jævne mellemrum var den på 89 kr., enkelte gange på 79 kr., selv om det var måske en snes kroner under butikkens indkøbspris.

Resultatet var ikke bare, at man tabte penge, hver gang en kunde købte en kasse øl, og at man stort set aldrig solgte øl til normalpris. Problemet var efter Nönneckes mening også, at kunderne fik den (fejlagtige) opfattelse, at indkøbsprisen sikkert var måske 70-75 kr. pr. kasse… for købmanden kunne da ikke være så dum at sælge varen med tab!?

Men ikke nok med det: Kunden fik jo også en forkvaklet opfattelse af varens reelle værdi – og blev naturligvis sur på købmanden, når en kasse pludselig igen kostede 139 kr.

Jeg tænker ofte på Nönneckes betragtninger, når jeg hos min lokale købmand ser mejerivarer, frugt og grønt og mange andre gode varer til nærmest fantasifulde priser – og jeg mener hermed fantastisk lave priser, og jeg tænker ikke på de varer, som er nedsat til måske halv pris, fordi de nærmer sig en sidste salgsdato.

Tag en pakke Kærgården for 8,95 eller tre for 25 kr., hvoraf 20 procent er moms til statskassen. Her er der ikke mange penge at tjene for købmanden til lønninger, energi, husleje osv., for kæde og grossist, vognmænd, mejeri og landmand. Godt, at koen ikke kræver betaling ud over foder!

Kan det tænkes, at vi som forbrugere de kommende år kommer til at stille andre krav end lave priser – at vi måske i markant stigende grad endog vil betale en højere pris for varer med tillægsværdier som økologisk produceret, indpakket i bæredygtig emballage, transporteret i el-lastbiler (hvor det garanteres, at elektriciteten kommer fra vindmøller), produceret på CO2-neutrale anlæg, hvor medarbejderne – i alle led - belønnes for at opfylde CSR-værdier og ikke traditionelle KPI’er styret af omsætning og indtjening osv. osv.?

Kan det også tænkes, at ”gamle dyder” som varekundskab i butikkerne og vareudbringning, hvad enten varerne købes over nettet eller ved handel i butikken, kommer på mode igen – og at vi som forbrugere vil betale for det?

Hvis det ikke kan tænkes, går vi i den traditionelle dagligvarehandel meget, meget triste tider i møde.

Så vil omsætningen – og indtjeningen! – pr. butikskvadratmeter falde år efter år… indtil den dag, hvor der for alvor kommer et kollaps, som vi så det med Fona i radiobranchen og BR i legetøjsbranchen.

Og se, hvem der samler stumperne op; det er ikke nye selvstændige forretningsdrivende, og det sker kun i et fåtal af de købstæder, hvor der før var et levende butiksliv. Med andre ord: Danmark bliver på mange måder fattigere, hvis det hele – også i fremtiden - handler om pris og atter pris.

Mere må jeg nok ikke skrive om den sag, hvis jeg vil fortsætte med at være på fri fod.