Thomas Nielsen hiver Coop-profil med over i Løvbjerg

Løvbjerg - Navne 21. feb 2024 -
This describes the image
Foto: Sine Fiig
  • Kommerciel direktør i 365 discount Susanne Hegnbo skifter til Løvbjerg, hvor hun bliver ny indkøbs- og marketingdirektør.

Skrevet af: Søren Tougaard

For ti måneder siden sagde Susanne Hegnbo ja tak til jobbet som kommerciel direktør for 365 discount efter en lang karriere som kategorichef og kategorigruppechef i Coop.

I de første fem måneder i 365 discount arbejdede hun under kædedirektør Thomas Nielsen, som i oktober sidste år blev ny adm. direktør for lavprissupermarkedskæden Løvbjerg.

Nu skal de to snart arbejde tæt sammen igen. Denne gang i Horsens. 1. april tiltræder Susanne Hegnbo nemlig jobbet som indkøbs- og marketingdirektør for kæden med 17 butikker.     

- Vi er meget glade og stolte over at få Susanne Hegnbo med på Løvbjerg-holdet. Susanne kommer med en stærk kommerciel og kategori-faglig erfaring. Og så har hun et mindset, der passer perfekt ind vores familieejet og værdidrevet discount supermarked. Vi har høje ambitioner om fortsat vækst for Løvbjerg på top og bundlinje, og det er vi sikre på at, Susanne kan bidrage til sammen med resten af teamet, skriver Thomas Nielsen på Linkedin.

Susanne Hegnbo startede sin Coop-karriere som indkøber for 20 år siden og har herefter arbejdet sig op igennem organisationen.  

For få måneder siden fortalte Thomas Nielsen i et stort interview med Dagligvarehandlen, at Løvbjerg har en markant ambition om at løfte omsætningen til 2 mia. kr. Det er hele 700 mio. kr. mere end i 2022 og vil kræve flere nye butikker de kommende år, hvor blandt andet Aarhus og Aalborg er på radaren.

- Det er ambitiøst – men nødvendigt for at have tilstrækkelig volumen i markedet, sagde Thomas Nielsen kort før årsskiftet.    

 

Opdateret 21. feb 2024