Lidl fjerner plastikbestik fra sit sortiment

Lidl 2. aug 2018 -
This describes the image
Foto: Colourbox

I begyndelsen af 2019 udskifter Lidl fire engangsprodukter af plastik med produkter af komposterbare og genanvendelige materialer. Det gælder drikkebægre, tallerkner, bestik og vatpinde.

I foråret meddelte Coop, som en del af koncernens strategi, at Coops butikker kun vil sælge vatpinde af bæredygtige materialer, og Salling Group er ligeledes inde i kampen mod overforbrug af plastik - bl.a. med afskaffelse af engangsservice af plastik.

Adm. direktør for Lidl Danmark, Dirk Fust, anslår, at plastreduktionen fra de fire produkter på årsbasis bliver over 30 ton.

Kæden har tidligere på året udfaset sugerør af plastik og har skåret ned på mængden af plastemballage i kaffekapsler og på kædens nøddeprodukter i eget sortiment. Derudover tilbyder Lidl bæreposer af FSC-certificeret papir som alternativ til engangsbæreposer af plastik – et initiativ som alene har mindsket kædens plastikforbrug med 15 ton.

Lidl har sat følgende mål for sine butikker i Danmark:

I 2025 skal forbruget af plastikemballage skæres ned med 20 pct. sammenlignet med 2017 og på egne mærker i fast sortiment

I 2025 skal 100 pct. af plastemballagen til egne mærker i fast sortimen bestå af materiale, som i udgangspunktet er genanvendeligt og genbrugeligt. Hvor dette ikke er muligt, skal den benyttes som energikilde

I 2022 skal alle nuværende frugt og grønt-poser erstattes af mere miljørigtige alternativer

LÆS OGSÅ: Lidl vil mindske plastforbruget med 20 pct.

Opdateret 10. nov 2020