DM i Oddset dribler uden om butikkerne

Leverandører 14. okt 2019 -
This describes the image
Danske Spil Oddset fysiske butikker| Fotos: Danske Spil|Foto: Danske Spil
Skrevet af: Søren Tougaard

Over tre uger frem mod 20. oktober kører Danske Spil den store årlige konkurrence DM i Oddset.

Her dyster ca. 10.000 odds-spillere om at vinde en eftertragtet plads på "Verdens Bedste Fodboldrejse", hvor deltagerne skal se tre kampe i tre europæiske ligaer i selskab med gamle danske landsholdskoryfæer.

I jagten på en af de eftertragtede pladser kan deltagerne spille for 50 kr. om dagen i forsøget på at score et højt vinderodds.

Men modsat andre spilleevents fra Danske Spil foregår konkurrencen denne gang udelukkende på Danske Spils app.

- Det er en ny teknisk platform, som Danske Spil har lavet til DM i Oddset. Fra næste år vil platformen også blive koblet på vores forhandlernet. Det er klart, at vi da gerne ville være koblet på med det samme, men tekniske udfordringer gør, at det først sker til næste år.

- Vi er heller ikke så naive, at vi tror, at onlinespil ikke er kommet for at blive, selv om vi gerne vil have været den foruden. Vores medlemmer står for den nære kontakt og gode service ude i butikkerne. Det er butikkernes styrke, siger Martin Schjøth, adm. direktør i Nærbutikkernes Landsforening, der er brancheforening for kiosker, convenience- og specialbutikker.

Positiv udvikling

Siden liberaliseringen af spillemarkedet tilbage i 2012 har omsætningen indenfor væddemålsspil ellers udviklet sig positivt for kiosk og conveniencebutikkerne - som en af de få kategorier på deres marked, fortæller han.

- Jeg vil gerne kreditere spilleudbyderne for, at de gør en stor indsats for at udbyde spilkategorien i butikkerne. Det er meget positivt.

- Og spil er et område, hvor butikkerne kan blive endnu dygtigere til at skabe mersalg, når kunderne i forvejen er inde og hente cigaretter eller pakkepost, siger Martin Schjøth.

Opdateret 10. nov 2020