Danmark forbyder fluorstoffer i fødevareemballage

Leverandører 28. maj 2020 -
This describes the image
Foto: Bax Lindhardt
Skrevet af: Søren Tougaard

Indpakningspapiret til burgere og anden fastfood, muffinforme, mad- og bagepapir kan være behandlet med fluorstoffer, som giver overfladen en vand- og fedtafvisende effekt.

Men fluorstofferne er både sundhedsskadelige og meget svære at nedbryde i miljøet.

Derfor forbyder fødevareminister Mogens Jensen (S) nu brug af fluorstoffer i fødevareemballage.

- Fluorstoffer kan vandre over i vores mad, og den risiko vil jeg ikke acceptere. Derfor får vi nu et dansk forbud mod fluorstoffer, som træder i kraft 1. juli. Jeg mener, at stofferne udgør et alvorligt problem, og vi kan derfor ikke vente på EU-regulering, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Da Fødevarestyrelsen i 2015 og 2018 undersøgte en række emballageprodukter af pap og papir på det danske marked, blev der fundet fluorerede forbindelser i ca. halvdelen af prøverne.

Skader sundheden

Det er burgerpapir, muffinforme og poser til mikroovnspopcorn, som typisk har de højeste indhold.

- Når vi finder sundhedsskadelige og miljøfarlige stoffer i næsten halvdelen af analyserne, er der for mig som minister ingen anden vej end at skride til forbud. Jeg har noteret mig, at fødevareerhvervet har taget godt imod beslutningen, for der findes andre løsninger end de fluorerede stoffer, siger Mogens Jensen.

Danmark bliver det første land i EU, der forbyder fluorstoffer i fødevare-emballage. Fluorstoffer mistænkes for at være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og skadelige for immunforsvaret.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?