Beskeden nordjyde dominerer foodservice

Leverandører 23. sep 2019 -
This describes the image
food service dansk cater catering Foto: Dansk Cater

I første omgang tror jeg, jeg er kørt forkert, da jeg triller ind på Vidalsvej i Svenstrup syd for Aalborg. Helt nede for enden ligger en meget anonymt udseende, gul murstensbygning, og kun et beskedent label på postkassen ved indkørslen afslører, at det er hovedkontor for landets største grossist, Dansk Cater.

Havde man været til historisk pompøsitet, havde der måske hængt et våbenskjold med mottoet "Den, der lever stille, lever godt" i hallen; men sådan noget spilder man ikke krudt på i Nordjylland.

Det passer nu ellers.

Dansk Caters top er ikke just kendt for at udtale sig - og da slet ikke til obsternasige pressetyper.

- Vi har faktisk en helt fantastisk god historie på rigtig mange områder. Vi føler bare ikke et behov for at skulle ud at fortælle bredt om den, lyder det venligt, men bestemt fra adm. direktør Steen Pedersen.

Og Dansk Cater kan bryste sig af mange succeser. I årtier var det, der i dag er Dansk Cater, en grossistvirksomhed, der havde specialiseret sig i frostvarer med flere afdelinger blandt andet under navnet Cater Frost.

Men i takt med, at kunderne efterspurgte flere ferskvarer, blev det en større og større prioritet for cateringselskabet.

Fra frost til fersk

I dag har man samlet ferskvarer inden for tre overordnede kategorier i brandet Fantastisk Frisk. Her kan kunder vælge frugt og grønt, fisk og skaldyr samt kød og pålæg.

- Der er stor efterspørgsel efter de ferske varer. Vi kommer jo fra en gammel frostvirksomhed og skulle have støvet vores frostimage lidt af – og så har vi samlet hele ferskvaresortimentet i ét koncept, siger Søren Berthelsen, markedsdirektør i Dansk Cater.

Konceptet har været en overvældende succes. Ikke mindst de seneste par års udvikling i retning mod mere grønt og mindre kød kan ses i kundernes bestillinger.

- Det er helt vanvittigt, som frugt og grønt vækster i forhold til, hvad vi er vant til. Vi har også stor vækst på kød, men det er ikke den samme kunde, der nødvendigvis køber det hele. Vores drøm er nok at fordoble den mængde vi har, hvis vi skal forestille os slutkundens tallerken. Og der er vi ikke endnu. Der er god vækst på kød, men der er også stor vækst på grønt, siger han.

Væksten i kødsalget skyldes blandt andet, at Dansk Cater også har eksklusive varer som Dansk Gastro Kalv - en serie af langtidsmodnet gourmetkød, som Danish Crown står bag.

Flere kunder til foodservice

Samlet set omsatte Dansk Cater - hvis moderselskab, Euro Cater, også står bag Svensk Cater - for lige over 6 mia. kr. sidste år. Til sammenligning omsatte den andenstørste foodserviceaktør, Dagrofa Foodservice (tidl. Foodservice Danmark), for 4,2 mia. kr.

- Vi har fornøjelsen af at være et godt sted, i og med der har været vækst i foodservice, og der har været nogle makrotendenser som globalisering, flere ældre og single households. De tendenser har været med til, at vi alle sammen spiser mere ude og laver mindre mad. Det har generelt flyttet fokus fra detail over i vores verden, siger Steen Pedersen.

- Det har vi haft stor glæde af de senere år. Vi har kunnet mærke væksten ved, at der kommer mange nye potentielle kunder, mange kunder er kommet til, og vi kan mærke, at den berømte finanskrise slap taget i Danmark. Når der er krise, fokuserer folk mere på priser og prøver at samle sig; når råderummet øges, skal alle prøve noget nyt, noget mere, uddyber han.

Steen Pedersen understreger flere gange under interviewet, at tilgængelighed er et nøgleparameter for at sikre kundens tilfredshed. Det betyder fleksibel bestilling i webshoppen, fleksibel levering og skræddersyede løsninger med hjælp fra salgskonsulenterne. Sidstnævnte bærer også en del af æren for den stabile omsætningsfremgang gennem mersalg, når de er ude hos kunderne.

Fladt hierarki

Nærhed bliver også nævnt flere gange. Dansk Cater er delt op i to forretninger, AB Catering og BC Catering. Ikke at der er forskel på, hvad de to kan; men de servicerer forskellige egne af landet.

- Vi beholder det på den måde pga. nærhed til kunden. Jo større afdeling, desto mere bliver kunden bare et nummer. Nærhed ligger os dybt på sinde. Vi ved godt, at det, der en fordel i én afdeling, er en ulempe i en anden, men vi kan ikke se os selv som en øst- og vestløsning, der skal servicere hele landet, siger Søren Berthelsen og uddyber:

- Det er nok det med nærhed til byen og nærhed til det område, vi skal servicere. Hvis det skal serviceres fra ét sted i landet, har vi ikke det lokale islæt med, og det sætter vi højt. Fokus på lokalproducerede varer er lettere, hvis man er tæt på kunder og leverandører.

Nærhed betyder også noget internt i organisationen - og så er vi tilbage ved den nordjyske beskedenhed. Alle afdelinger opererer meget decentralt, og ledelsen på hovedkontoret taler ikke om 'medarbejdere' eller 'ansatte', men om 'kolleger'. Det kan være en af grundene til, at virksomheden ikke oplever problemer med rekruttering.

- Det er ikke noget, vi bruger energi på at snakke om. Det er noget, vi holder øje med, fordi vi hører, det er et problem i andre brancher, men endnu har det ikke ramt os, siger Søren Berthelsen.

Han suppleres af Steen Pedersen:

- Selv om vi lever stille, har vi stor glæde af, at mange af vores kolleger har været her i mange år og heldigvis taler godt om os. Den måde, vi rekrutterer mest – og bedst – er mund-til-mund-metoden. Selvfølgelig er der perioder, hvor vi af den ene eller anden grund har et øget behov for chauffører, og så har vi også udfordringer med at finde folk. Men i forhold til hvad vi ellers hører, er vi ret godt kørende, siger topchefen med et glimt i øjet.

Læs meget mere om foodservice i Food Professional, der udkommer sammen med Dansk Handelsblad uge 38. Læs Food Professional her.

Opdateret 10. nov 2020