Dagligvarehandlen oplever stor stigning af unge i fritidsjob

Job 19. jul 2024 -
This describes the image
Ung medarbejder fylder varer op i frugt og grønt i Rema 1000. Foto: Keld Navntoft
  • DSK hilser unge i fritidsjob i sommersæsonen velkommen

Skrevet af: Henrik Denman

Mens antallet af unge med et fritidsjob generelt er faldet i de seneste årtier på det danske arbejdsmarked, er tendensen anderledes i dagligvarehandlen. 

Ifølge en ny rapport stiger antallet af unge medarbejdere i dagligvarehandlen markant i tredje kvartal, især i områder uden for de største byer.

Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, hilser det velkomment, at dagligvarehandlen giver mange unge fritidsjob i sommerperioden. Han siger, at mange unge får deres første erfaringer på arbejdsmarkedet hos den lokale købmand.

– Sommerferien er en periode, hvor mange unge finder deres første job, og dagligvarehandlen oplever en sæsonbestemt stigning i ungdomsbeskæftigelsen i tredje kvartal, siger han.

I gennemsnit er der cirka 1.000 flere unge medarbejdere i dagligvarehandlen i tredje kvartal sammenlignet med andet kvartal. Denne stigning er størst i Vestjylland, hvor antallet af unge medarbejdere i gennemsnit stiger med over fire procent, og i Nordjylland med cirka 3,9 procent.

Mange sommerferiegæster, herunder udenlandske turister, vil derfor møde danske unge, når de handler hos den lokale købmand. Dette understreger vigtigheden af fritidsjobbet som en naturlig indgang til arbejdsmarkedet for mange unge. 

I slutningen af 2022 udgjorde unge cirka halvdelen af alle beskæftigede i den danske dagligvarehandel, mod knapt syv procent på arbejdsmarkedet generelt.

Udspil fra regeringen

Regeringen præsenterede i juni et nyt udspil, der skal gøre det nemmere og mere attraktivt for unge at få et fritidsjob.

Med 18 initiativer ønsker regeringen, at flere unge får lyst til og mod på at arbejde efter skoletid, og at det bliver nemmere for arbejdsgivere at ansætte unge i fritidsjob. Først og fremmest lægger regeringen op til at ændre reglerne, så de bliver mindre indviklede og mere logiske. Det vil blandt andet medføre, at unge kan arbejde i flere brancher, påtage sig flere opgaver og arbejde i større tidsrum på døgnet.

Hos DSK mener Jannick Nytoft, at det er vigtigt at skabe gode rammer for unges beskæftigelse.

– Hos De Samvirkende Købmænd mener vi, at fritidsjob er en vigtig del af unges dannelse og adgang til arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at skabe gode rammer for unges beskæftigelse, især i yderområderne. Derfor er det også vigtigt at skabe de bedste rammer for, at unge får nem adgang til arbejdsmarkedet – ikke mindst i yderområderne. Det kunne gavne beskæftigelsen og engagementet hos de unge, hvis der blev gennemført en forenkling og bedre vejledning om reglerne for unges arbejde, men det kræver også, at der kigges på EU-reglerne på området, siger Jannick Nytoft. 
 

Opdateret 19. jul 2024