Tysk grænsepant er endt i kaos

Forbrugere 13. apr 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Henrik Denman

Aftalen om at indføre dåsepant i grænsehandlen syd for den dansk-tyske grænse er i dag endt i noget nær kaos.

Den dansk-tyske aftale fra juni 2015 indebar, at danskerne fra 2018 skulle betale pant af de mange millioner af øl- og sodavandsdåser, de hvert år køber i grænsesupermarkederne og bringer ind over grænsen.

I marts 2016 klagede Dansk Erhverv til EU-kommissionen over, at der ikke opkræves pant på øl og sodavand. Det mener organisationen er i strid med såvel tysk lovgivning som EU-lovgivningen. I dag, to år senere, har EU-kommissionen endnu ikke givet lyd fra sig, og hos Dansk Erhverv er tålmodigheden ved at være brugt op.

Dansk Erhverv overvejer nu at tage yderligere skridt for at få en afgørelse i sagen.

– Vi har ikke modtaget en afgørelse fra EU-kommissionen, men vi tror på, at vi får medhold i vores klage og agter at benytte de retslige midler, der er til rådighed for at få den rigtige afgørelse for både naturen og den lige og fair konkurrence, siger direktør i Dansk Erhverv, Laurits Rønn.

Stor usikkerhed

Mens EU-kommissionen overvejer en afgørelse, er arbejdet med at indføre pant i grænsehandlen stort set sat i bero hos de danske myndigheder. Dansk Handelsblad har fået aktindsigt i pantsagen, og dokumenter fra Miljøstyrelsen viser, at der hos de danske myndigheder hersker stor usikkerhed om, hvor mange år der vil gå, inden der endelig kan indføres pant i grænsehandlen. Miljøstyrelsen skriver i et notat, at afgørelsen i EU vil få stor betydning for gennemførelsen af pantaftalen.

Klagen kan få to forskellige udfald.

EU kan enten give Dansk Erhverv medhold i, at grænsebutikkerne overtræder tysk lovgivning og EU-lovgivningen. I så fald skal Tyskland sikre, at grænsebutikkerne opkræver tysk pant. Ifølge Miljøstyrelsens notat kan den afgørelse byde på problemer. Der er nemlig på dansk side en bekymring for, at beslutningen om at indføre tysk pant kan få sagen til at trække ud i mange år: "Der er bekymring for, at aftalen ikke får reel effekt fra implementeringstidspunktet, men at denne effekt kan forhales endog i mange år ved retslige tiltag (anlæg af retssager, opsættende virkning mv.)," skriver Miljøstyrelsen.

Ingen ved noget

EU kan i stedet afvise Dansk Erhvervs klage, og så vil de danske og tyske myndigheder kunne genoptage arbejdet med at gennemføre den pantaftale, man vedtog i 2015. Men den afgørelse er heller ikke uden problemer. Hos Dansk Retursystem, der får en helt central rolle med at håndtere de mange ekstra emballager, siger adm. direktør Lars Krejberg Petersen:

– Ingen ved i dag noget som helst. Vi aner jo ikke, hvad der kommer til at ske. Det kan nemt gå mange år, før der bliver indført pant i grænsehandlen

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?