Så er det sikkert: Grænsehandel kan genoptages fra tirsdag

Forbrugere 11. jun 2020 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Det er snart længe siden, at Fleggaard genåbnede de første af de coronalukkede Calle- og Fleggaard-butikker med besked om, at resten åbner den 15. juni.

Der har dog ikke været helt præcise meldinger fra den tyske forbundsregering om, hvordan, hvornår og hvor meget den tyske grænse skulle åbnes mod Danmark - og det er afgørende for, om danske forbrugere kan køre til grænsebutikkerne.

Men i går, 10. juni, kom der er en klar melding fra Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer, der under et pressemøde bekræftede rygterne om, at Tyskland ophæver grænsekontrollen ved grænserne fra Danmark, Schweiz, Frankrig og Østrig efter 15. juni. Det fortæller Flensborg Avis.

Den tyske forbundsregering vil ifølge avisen tage beslutningen om grænseåbning op til fornyet overvejelse, hvis coronakrisen forværres.

Grænsebutikkerne kan dog godt vente til den 16. juni - altså tirsdag - med at finde de mundbind frem, som kunderne skal benytte i hvert fald i Fleggaards butikker, for det er først fra midnat den 15. juni, at grænserne er åbne.

Samtidig åbnes den danske grænse, så borgere i grænselandet kan bevæge sig frit mellem Danmark og Tyskland, hvilket altså også kan betyde en øget handel i de sønderjyske byer.

Til kamp mod grænsehandel

De danske dagligvarebutikker har siden grænselukningen i marts haft et øget markant øget salg af ikke mindst øl og vand - og jo tættere på grænsen, jo større salg.

Grænsehandlen styrkes af muligheden for ikke at betale pant for flasker og dåser, hvilket formand for Coop, Lasse Bolander, netop har skrevet et åbent brev til den danske regering for at få ændret: Coop-formand presser på for pant på tyske dåser.

Dertil kommer den lavere moms i Tyskland - den bliver nu sat endnu et hak ned på grund af coronaen. Momsen på fødevarer bliver således fra 1. juli sænket fra 7 til 5 pct., mens alle øvrige varer vil få momsen reduceret fra 19 til 16 pct.

Læs også: Butikker ruster sig til grænseåbning

Opdateret 10. nov 2020