Debat: 2024 – fuld fart på dansk politik

Debat og Kommentar 10. jan 2024 -
This describes the image
Foto: Flemming Effersøe
  • Af Jannick Nytoft og Claus Bøgelund Nielsen, hhv., adm. direktør og vicedirektør, De Samvirkende Købmænd

Skrevet af: Ekstern skribent

2024 har potentiale til at blive det mest spændende for dansk dagligvarehandel i årevis. Flertalsregeringen har holdt sin første etårs fødselsdag. Det første år blev brugt på at etablere samarbejdet og år 3 og 4 i valgperioden vil typisk gå med at varme op til valg. Det er altså i år, at det sker. 

I disse dage ser vi frem til et bebudet udspil fra justitsministeren, der har lovet en indsats mod den borgernære kriminalitet herunder de alt for mange butikstyverier. Danmarks Statistik har noteret sig stigende anmeldelser i foreløbig syv kvartaler i træk. Hver fjerde butikstyv har 10 eller flere forhold bag sig. Hver tredje anmeldte butikstyv er udenlandsk statsborger. Hver fjerde af de besøgte københavnske kiosker kunne ikke dokumentere sporbarhed, da Fødevarestyrelsen besøgte kioskerne i en kontrolkampagne. DSK har længe efterspurgt en markant politisk indsats. 

Det er også nu, at forebyggelsesplanen fra efteråret skal vedtages. Et politisk flertal vil ansætte mindreårige med det formål at efterspørge varer, som butikkerne slet ikke må sælge til børnene. Det er en usympatisk måde at behandle de butiksansatte på. Undercover metoder bør forbeholdes steder, hvor der gentagne gange er dokumenteret fejl, der ikke kan bortforklares. Heldigvis skal der også arbejdes videre med ønsket om digital alderskontrol. Det er en sag som DSK første gang efterspurgte offentligt på Folkemødet i 2019. Den gang lovede Nets at levere en løsning efter 6 måneder, hvis de kunne få medspil fra den finansielle sektor. Nu er der spildt foreløbig fire år, da bankerne åbenbart har vetoret i dansk sundhedspolitik. 

Regeringen kommer med et udspil på landdistriktsområdet. Den lokale købmand har uvurderlig betydning i lokalsamfundene. Uden købmand i byen, er huset ikke meget værd og nye borgere vælger andre græsgange.  Vigtigst er her ro om planlovens detailhandelsbestemmelser og adgang til finansiering, så også de mindre byer fortsat kan have en dagligvarebutik. 

Pant på ”grænsedåser” har været en sag gennem 20 år. Det har været ”lige ved og næsten” flere gange, men nu skal det simpelthen løses. Tysklands otte øvrige nabolande kan de tyske butikker fint finde ud af at opkræve tysk pant. Så kan de også i Slesvig - sæt i gang!

Vi ser også frem til et udspil om bedre forhold for iværksættere – eller som vi siger hos DSK: Selvstændige erhvervsdrivende. Iværksætteri er ikke kun ”løvens hule”, men selve det at gøde jorden for flere selvstændige erhvervsdrivende. Det kræver f.eks. helt oplagt et opgør med årtiers konstant stigende bureaukrati. 

Klimamærket er stærkt efterspurgt, så forbrugerne kan få objektiv hjælp til at træffe reelle valg. Skinnerne og asfalten for mærket lægges i år, inden mærket kan komme på varerne næste år.  

Og endelig skal der også være tid til en debat om de alt for høje danske punktafgifter og en fødevaremoms, der ikke findes højere noget andet sted. Der er en grund til at danske fødevarepriser er meget høje - moms og afgifter udgør nemlig 1/3 af det beløb vi betaler for vores varer. Danskerne bliver ikke sundere af at handle basale fødevarer i vores nabolande ligesom det går ud over fødevarekvaliteten, når kunderne bruger deres rådighedsbeløb bedst muligt. 

Alt peger derfor på et forrygende spændende år i dansk dagligvarehandel. 
 

Opdateret 10. jan 2024