Madspild: 1 mio. måltider reddet fra containeren i Coop

Coop 21. aug 2020 -
This describes the image
Foto: Too Good To Go

Samarbejdet mellem Coop og Too Good To Go har rundet en milepæl. Siden 2017 har salget af lykkeposer forhindret godt 1 mio. måltider - omregnet godt 2,5 ton Co2 - i at ryge i affaldscontaineren.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse, hvor Signe D. Frese, CSR-direktør i Coop, især lægger æren over på kunderne, som bestiller og afhenter de såkaldte lykkposer. Poser, der indeholder forskellige varer til nedsat pris og kort holdbarhed.

- Vores kunder har, igennem efterhånden mange år, været optaget af at reducere madspild. Derfor er det naturligt for os at samarbejde med Too Good To Go. Her er et fælles projekt, der virkelig giver mening, og det har været fantastisk at se, hvordan både kunder og butikker fra første færd har taget konceptet til sig. Derfor er der også hele tiden flere af vores butikker, der kommer med i ordningen, og mere mad der bliver reddet, siger Signe D. Frese.

I praksis tjekker medarbejderne i flere end 400 Coop-butikker landet over hver dag kølemontre og hylder for varer, der nærmer sig sidste salgsdato. Det kan være brød bagt om morgenen, som ikke må sælges dagen efter, to-go-salater med kort holdbarhed eller frugt og grønt, der skal spises nu. Men i stedet for at blive sendt til bioforgasning, bliver varerne pakket i lykkeposer, som brugere af Too Good To Go-appen kan afhente i butikken.

- En million reddede måltider er en virkelig imponerende milepæl. Coop var den første repræsentant fra dagligvarehandlen i appen, og de deltagende butikker har nu stået for næsten en femtedel af al den mad, der er blevet reddet i Too Good To Gos fireårige levetid. Det giver vist sig selv, at vi er meget glade for det samarbejde, siger Heidi Boye, landechef hos Too Good To Go.

Opdateret 10. nov 2020