Lidl bliver energicertificeret

Coop 17. jan 2018 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Lidl-kædens 110 butikker, to logistikcentre og hovedkvarteret i Kolding er blevet certificeret i effektiv energi, og den ressourcebevidste udnyttelse af energi – der er til gavn for både butikker, kunder og miljøet – er en bedrift, dagligvarekæden er stolt af.

"Jeg er meget stolt over vores IOS 50001-certificering, som vi modtog den 17. november. Vi har arbejdet målrettet på at få denne certificering siden 2016, og med en relativ ny butiksflåde kræver det alligevel lidt at energioptimere i en grad, så godkendelsen kom i hus, siger udviklings- og ejendomsdirektør for Lidl Danmark, Mads T. Nielsen, i en pressemeddelelse.

Grøn testbutik
Solcelleanvendelse, LED-belysning, varmepumpe og genvinding på køl er alle eksempler på, hvordan Lidl over de sidste mange måneder har arbejdet med energioptimering i butikkerne.

Allerede tilbage i januar 2015 kunne kæden slå dørene op til Europas grønneste dagligvarebutik, der ligger på Sjælør Boulevard i Valby.

Butikken er bygget efter bæredygtige principper med fokus på den nyeste teknologi, innovative løsninger og med et stærkt reduceret ressourceforbrug i kraft af blandt andet genbrug, miljøhensyn, energibesparelser og mindre CO2-udledning. Butikken er som den eneste dagligvarebutik i Europa tildelt den højeste certificeringsgrad inden for byggestandarden LEED Platinum (Leadership in Energy & Environmental Design).

Den energi- og miljørigtige butik har fungeret som testbutik for Lidl, hvor dagligvarekæden har opsamlet viden og erfaringer, der har kunnet videreføres til eksisterende og kommende butikker.

”Det stopper selvfølgelig ikke her. Vi vil gerne blive endnu bedre over de næste år, når det gælder effektiv energi, og arbejder lige nu på de næste ambitiøse mål inden for energioptimering af virksomheden. Dette giver os ikke alene mulighed for på længere sigt at bidrage til miljøbeskyttelse, men også til vores rentabilitet,” fortæller adm. direktør for Lidl Danmark, Dirk Fust.

Hos Irma har man netop også opnået samme ISO-certificering indenfor energioptimering.

Irma certificeret for god energi

Opdateret 10. nov 2020