Brugsen i Tebstrup kæmper for sit liv

Coop 25. mar 2024 -
This describes the image
Foto: Brugsen Tebstrup
  • Brugsforeningsbestyrelse lukker butikken i en time for at råbe de lokale op forud for borgermøde efter påske.

Et borgermøde i Tebstrup efter påske kan blive en skæbnestund for Brugsen Tebstrup ved Skanderborg.  Har den fortsat en fremtid i Coop-familien, eller skal den satse på at overleve som borgerbutik?

Som opvarmning iværksatte brugsforeningens bestyrelse torsdag i sidste uge en utraditionel aktion, der gav genlyd i de lokale medier og bredte sig til omtale i Ekstra Bladet.

This describes the image

”I dag kl. 15:30 lukkede Brugsen i Tebstrup. Det var heldigvis kun i 1 time. Men, hvis ikke omsætningen stiger betragteligt. Så bliver det til virkelighed”.

Sådan lød beskeden på butikkens Facebook-side efter happeningen, der var et forsøg på at skabe opmærksomhed om en alvorlig økonomisk situation for Brugsen.

Det var ene og alene bestyrelsens beslutning at lukke butikken i en time for at råde de lokale op, som bliver bakket op af butikkens uddeler.

Uddeler Terese Mikkelsen erkender over for Dagligvarehandlen.dk, at Brugsen med en omsætning på cirka 12 mio. kr. årligt må kæmpe hårdt for at sikre den nødvendige rentabilitet. 

- På grund af sygdom var jeg lidt bagud i dagens opgaver, og jeg brugte derfor tiden uden kunder til at få bestilt nogle varer hjem, fortæller Terese Mikkelsen.

Sammen med tre faste medarbejdere og en snes unge under og over 18 år har hun det seneste halvandet år haft ansvaret for butikken efter, at skiftende uddelere har måtte give op.

Service og nærvær

- Jeg har været ansat mange år i butikken og kender kunderne godt. Så jeg ville gerne den lokale dagligvarebutik en chance ved at sikre en pæn og velopfyldt butik, hvor kunderne bliver mødt med en smil og venlighed, siger Terese Mikkelsen.

Hun glæder sig over, at butikken de seneste uger har haft en pæn fremgang i omsætning og kundestrøm og håber det vil bide sig fast, når det igen bliver hverdag efter medieståhej, og de lokale på vej hjem fra arbejdspladserne i Aarhus skal vælge indkøbssted.

- Vores opgave er ikke at være den primære dagligvarebutik. Til gengæld skal vi være den lokale suppleringsbutik, hvor folk mødes og bliver inspireret til at købe lidt ekstra til hyggen eller det, som de lige står og mangler, siger Terese Mikkelsen.

Huspriser kan falde uden butik

Efter sidste uges happening skriver bestyrelsen på Facebook: - Til sidst en undskyldning til de af vores kunder, der i dag mødte en låst dør. Vi håber, at I kan se meningen med det. Vi lover ikke at lukke igen. Hvis i støtter os.

Det understreges, at budskabet var, at alle, der bor her i landsbyen, skal handle noget mere lokalt: 

- Hvis det bliver en realitet, at Brugsen må dreje nøglen om, hvad er så det næste, der lukker her i byen? Byen bliver ikke attraktiv at bo i og vores huse falder kraftigt i værdi. Ejendomsmæglere taler om op til 10 pct. værdiforringelse. 

Medlem af bestyrelsen Rita Eriksen håber, at borgermødet kan give en afklaring på, hvad indbyggerne i de 600 husstande, hvoraf mange er medlemmer i brugsforeningen, har af forventninger til en butik, som de ønsker at handle i.

- Jeg kører selv forbi Rema 1000 hver dag på vej hjem fra arbejde. Men jeg har valgt at støtte min lokale dagligvarebutik, da både den og skolen er livsnerven for et godt og levende lokalsamfund, siger Rita Eriksen og erkender, at der kan være behov for at se på priserne i butikken, selv om der allerede nu er dagstilbud på f.eks. mælk og æg og ja-tak tilbud på Facebook.


 

Opdateret 26. mar 2024