Rema 1000-købmand bliver FGU-ambassadør i Korsør

Rema 1000 - Navne 18. okt 2023 -
This describes the image
Jørgen Nordtorp er udnævnt til FGU-ambassadør. Dagligvarehandlen.dk
  • Slagelse Kommune har udnævnt Rema 1000-købmand Jørgen Nordtorp til FGU-ambassadør for hans arbejde med unge i Korsør

Borgmester i Slagelse, Knud Vincentz, udnævnte Jørgen Nordtorp til årets FGU-ambassadør (forberedende grunduddannelse) på årets Slagelse uddannelse- og karrierefestival, der blandt andet samlede grund-og ungdomsuddannelserne med erhvervsvirksomhederne i kommunen om fællesskaber og samarbejder.

I begrundelsen for udnævnelsen lagde borgmester Knud Vincentz vægt på, hvor vigtigt det er, at virksomhederne støtter op om de unge, der tager en anden vej end den gængse til uddannelse og jobmarkedet for eksempel via FGU.

- Rema 1000, Skovvejen i Korsør, er netop en virksomhed, der går forrest i det arbejde. Med Jørgen Nordtorp i spidsen, udviser de socialt og lokalt ansvar ved at løfte opgaven med at få unge ledige i gang med uddannelse eller beskæftigelse.

Borgmesteren påpegede, at Jørgen Nordtorp og hans team er gode til at give de unge de nødvendige personlige kompetencer til at klare sig på arbejdsmarkedet, det kan være i form af mødestabilitet, samarbejde og fremtoning.

- Jørgen Nordtorp og resten af teamet involverer sig i de unge – de er ikke ligeglade. Der er forståelse for, at ting indimellem kan være svære - at man kan kvaje sig – men så prøver vi igen.

Jørgen Nordtorp og hustru danner også par professionelt
Oprindeligt startede både Jørgen Nordtorp og hustruen, Merete, i Kvickly Odder i 1984, hvorefter Jørgen fortsatte sin uddannelse i det daværende FDB. I 1996 flyttede parret til Korsør, hvor stillingen som uddeler i den ene af Korsørs brugsforeninger fristede Jørgen.

Da FDB senere lukkede begge brugsforeninger, kørte Jørgen til Fakta i Dianalund. Her fik han smag for arbejdet i discountsektoren, så det var oplagt at søge tilbage til Korsør, da Rema 1000 åbnede deres første butik i nordbyen. For Jørgen kunne Rema noget, som ingen af de andre discountkæder kunne, og næste år har han 20-års jubilæum som købmand i kæden. Dog er han nu i den nyeste Rema, som er placeret i sydbyen.

- Vi har boet 26 år i Korsør, så vi er ret kendte ansigter. Det tror jeg har betydning her i provinsen på en anden måde end i storbyen. 

Jørgen er kendt som købmand gennem mange år, men hustruen, Merete, var i en årrække en populær dagplejer, så hun kender også mange af kunderne i butikken, hvor hun nu også har sin daglige gang.

De unge skal udfordres
Jørgen er glad for at blive udnævnt til FGU-ambassadør og dermed anerkendt for sit arbejde med de unge mennesker i butikken.

- For mig er det vigtigt, at de unge får mulighed for at prøve forskellige arbejdsopgaver i butikken. At de bliver udfordret, imens de er i praktik hos os. Vi sørger for at tage dem med og bruger tiden på at vise, hvordan vi løser opgaverne, så de med tiden kan gøre mere og mere selv. 

Det er Jørgens opfattelse, at hvis de unge bagefter skal have nytte af deres tid i butikken, skal de kunne mange forskellige ting efter et praktikforløb og ikke kun have lært at sidde i kassen. 

- Vi har heldigvis haft mange succesoplevelser, også hvor jeg bagefter kan se, at de unge er gået videre til andre jobs i dagligvarehandlen, men også hvor de får foden indenfor i andre brancher.

Jørgen glæder sig, når de unge kommer godt videre og skynder sig at understrege.

- Det er ikke 100% min fortjeneste, men også mine medarbejders.

Opdateret 18. okt 2023