Store forandringer rammer købmændene

Reitan 20. dec 2019 -
This describes the image
Øverst reportage fra købmand Niels-Erik Christensen nyindrettede Merko-butik i februarnummeret 1989. Senere samme år er købmand Cyrill Hansen kommet ”på hat med kunderne”med 7 nytilførte kvadratmeter.

Aldrig har danskerne haft så stort et forbrug af alkohol og cigaretter som i 1970’erne og 1980’erne. Hverken før eller siden.

Cigaretsalget toppede i 1976 med 2.112 stykker per voksen person, men det var tæt på igen i 1982, hvor der blev solgt 2.091 - eller næsten 105 pakker om året.

Derfra begyndte forbruget imidlertid at gå nedad, og i 1989 var der skåret mere end 400 cigaretter fra årsforbruget.

Faldet i alkoholforbruget kom i gang lidt senere, men i 1989 var det også på vej ned fra toppen seks år før, hvor hver mand og kvinde indtog 13,7 liter ren alkohol. I gennemsnit, vel at mærke.

Det var blevet tid til at stramme lidt op.

I samtiden kom årtiet til at gå under betegnelsen ”fattig-firserne”, og selv om det nok var en overdrivelse, havde bl.a. den såkaldte kartoffelkur i 1986 en effekt på forbruget - sammen med en begyndende lavkonjunktur.

Hoki mister 39 butikker på et halvt år

Købmændene havde det ikke ligefrem let i 1989. Dansk Handelsblads oplag var i slutningen af firserne faldet med omkring 3.000 eksemplarer til 10.076 - i takt med, at der blev færre købmænd.

Der var flere tilløb til koncentration i branchen med færre kæder og grossister - en udvikling, der er fortsat lige siden.

Af en artikel om et halvårsregnskab fra den Horsens-baserede grossist Hoki, en forløber for Reitan Distribution, fremgik det, at 39 ud af knap 600 tilknyttede købmandsbutikker var lukket alene i de første seks måneder af 1989.

Alligevel mente man ikke i Hoki, at selskabet ”er hårdere ramt af strukturudviklingen end andre grossister på markedet”.

Svend Bang Christiansen, som var adm. direktør i Hoki, bejlede imidlertid til rivalerne i branchen:

- Konkurrencen i dagligvaremarkedet må fortsat ventes at være ekstremt stærk. Det betyder, at Hoki fortsat forfølger sit mål om at indgå i en bredere struktur, bl.a. ved at samarbejde med andre selskaber, der harmonerer med Hoki, sagde han.

Efter mange kapitalforhøjelser i årene omkring 1990 lykkedes det faktisk at få den tyske købmandsgigant Edeka ind i ejerkredsen, og i begyndelsen af 1991 skiftede Hoki navn til Edeka Danmark.

Der var især i begyndelsen store forhåbninger til, at den stærke tyske ejer kunne løfte Edeka Danmark ind i en ny guldalder for de tilknyttede købmænd. De håb fik Edeka Danmark ikke indfriet.

Navneskift på navneskift

I perioden omkring 1989 landede der generelt mange nye navne på kæder og selskaber i købmændenes verden. Flertallet af dem kom ikke til at holde længe. Vestkøb bragte f.eks. en receptionsannonce på en adresse i Ringsted, hvor købmændenes flagskibskæde SuperBest kom til at bo senere.

I dag vil der være en del nulevende købmænd, der kan huske historikken, men set udefra må det have været en ualmindeligt broget periode.

Receptionsannoncen i 1989-udgaven af Dansk Handelsblad handlede om, at Vestkøbs topchef John Larsen fyldte 50 år, og af et portræt i det samme blad fremgik det - under overskriften: ”Han kan sit kram” - at han tidlige havde arbejdet i Dagrofa samt et par forgængere, Styhr & Kjær og Lund & Rasmussen.

I 1989 var 17 store købmænd med en samlet omsætning på 1,8 mia. kr. tilknyttet Vestkøb.

I 1990’erne fusionerer Vestkøb med Midtkøb og siden Centralkøb - og derfra starter man SuperBest.

Forvirret? Ja, det må selv centrale personer midt i fusions-forløbene også have været.

Førende købmandskæder i 1989 som Favør og Prima skulle senere blive fusioneret ind i SuperBest - hvis overlevende butikker nu overvejende indgår i Dagrofa-kæden Meny.

Opdateret 10. nov 2020