Danmarks bedste Rema 1000 ligger i Valby

Reitan 11. jun 2019 -
This describes the image
Max Skov Hansen fra Rema 1000 i Valby vinder årets butik| Max Skov Hansen (i midten) vandt titlen som årets Rema 1-butik ved weekendens jubilæumsfest. Her flankeret af regionschef Peder Drejer (t.v) og salgsdirektør Mads Nysted. Foto: Jens Panduro|Arkivfoto. Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Købmand Max Skov Hansen og hans personale i Rema 1000 på Søndre Fasanvej i Valby har netop vundet prisen som årets Rema-butik i Danmark.

Prisen blev uddelt ved Rema 1000's 25-års jubilæumsfest i Herning i weekenden.

Her løb Rema 1000 i Valby med prisen foran 12 øvrige regionale vinder-butikker, der var udvalgt blandt alle landets 333 Rema-butikker.

Adm. direktør i Rema 1000, Henrik Burkal, fremhæver butikken som et fantastisk eksempel på, hvordan Rema 1000's værdier og kultur udleves i det daglige.

- Max Skov Hansen har skabt en vinderkultur, hvor medarbejderne elsker deres arbejdsopgaver og har det hyggeligt og morsomt. Det smitter i den grad af på kunderne, der oplever en flot butik, hvor medarbejderne har det godt indbyrdes – og dermed oplever man som kunde at være i centrum og blive behandlet med respekt, siger Henrik Burkal i en pressemeddelelse.

Max Skov Hansen belønnes især for sit store arbejde med at oparbejde en virksomhedskultur, hvor tårnhøj kunde- og medarbejdertilfredshed går hånd i hånd med et stort arbejde med ansvarlighed – blandt andet kampen mod madspild – og stor fremgang i salget år efter år.

Butikkens regionschef, Peder Drejer, fremhæver butikkens generelt meget høje standard og kundeservice som en direkte afledt effekt af Max Skov Hansens fokus på trivsel og medarbejdere.

Flere priser

At Rema 1000 på Søndre Fasanvej er en god arbejdsplads, er Rikke Kathrine Juul Bonde beviset på.

Hun bor i Sakskøbing, men tager gerne de mange kilometer frem og tilbage for at passe sit arbejde i Valby.

I år blev Rikke indstillet til prisen som årets medarbejder – i Rema 1000-jargon kaldet ”årets Rema-stjerne” – og blandt 12.000 kolleger tog hun prisen hjem.

Det var da også en tydeligt rørt købmand Max Skov Hansen, der sammen med resten af butikkens medarbejdere blev hyldet ved weekendens jubilæumsfest.

- Kåringen er et af de største øjeblikke i mit professionelle liv som købmand. At vinde årets butik i Rema 1000 og samtidig have Rikke i butikken som modtager af titlen som den største funklende stjerne i hele Rema 1000 er for mig den største anerkendelse, man kan tænke sig i dansk dagligvarehandel, siger Max Skov Hansen, der har drevet butikken på Søndre Fasanvej i godt to år.

Det er ikke første gang, Max Skov Hansen vinder titlen som årets Rema 1000-butik. Det skete også i 2014, hvor han dengang drev en Rema 1000 i Carlsberg Byen.

I år har den driftige Valby-købmand ligeledes modtaget KFI Erhvervsdrivende Fonds legat på 50.000 kr., der gives til en købmand, der har ydet en ekstraordinær indsats.

Rema-købmand får legat fra Købmandsfond

Opdateret 10. nov 2020