7-Eleven lukker otte butikker midlertidigt

Reitan 19. mar 2020 -
This describes the image
Adm. direktør for Reitan Convenience, Jesper Østergaard. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

De seneste år er det blevet tiltagende populært at spise "på farten", og det har givet conveniencekæden 7-Eleven succes med at sælge mad og drikkevarer, der kan spises uden for hjemmet.

Nu har corona-krisen fået forbrugerne til i meget højere grad at holde sig hjemme, og kun når det ikke kan være anderledes, tager man et offentligt transportmiddel.

Det rammer 7-Eleven hårdt.

- Vi sælger i øjeblikket 30-35 pct. mindre, end vi plejer. Værst er det gået ud over butikkerne på DSB-stationerne, hvor vi nu har lukket seks butikker midlertidigt ned. Også i lufthavnen i Kastrup er vores fire butikker ramt. Vi har lukket to ned, og nummer tre lukker nok efter på lørdag, når de sidste danskere formentlig er hentet hjem fra udlandet, siger adm. direktør for Reitan Convenience, der driver 7-Eleven i Danmark.

Bedst står det til på servicestationerne.

Hjælper hinanden

7-Eleven har 172 butikker i Danmark, og omsætter for ca. 2,2 mia. kr. Kæden kom i 2018 ud med et overskud på knap 50 mio. kr.

- Det er ikke nødvendigvis de sidste butikker, vi kommer til at lukke midlertidigt ned. Vi mangler en slutdato på den her krise, der har ramt hele verden; det er næsten det værste. Man sidder som i en slags glasboble og følger med i, hvad der sker, mens vi gør, hvad vi skal. Indimellem tænker jeg: Hvornår vågner jeg op af det her mareridt, siger Jesper Østergaard.

- Men når det så er sagt, så er vi hele tiden i tæt dialog med vores butikker. Sikrer, at vi minimerer smitterisikoen, så vi beskytter både kunder og medarbejdere. Vi har jævnligt besøg af politiet, der tjekker, at vi følger reglerne, siger Jesper Østergaard.

Han roser sine købmænd for at stå sammen.

- Der hersker en positiv ånd, og alle er klar til at hjælpe hinanden, når nogle har sygemeldinger, og dem har vi en del af i øjeblikket, siger Jesper Østergaard.

Kæden har tidligere som en test arbejdet sammen med en udbringningsvirksomhed - dog uden den store succes.

- Vi overvejer at gøre noget tilsvarende igen, men i første omgang har nogle af købmændene indledt deres egen take away-virksomhed med udbringning via deres egne Facebook-sider, og lige nu vil vi ikke stille flere krav til vores købmænd, siger direktøren.

Han forventer, at de ramte butikker kan få gavn af hjælpepakkerne fra staten.

- Ellers er vi parate til at hjælpe. Vi er kun interesserede i at sikre vores mange dygtige købmænd, siger Jesper Østergaard.

Opdateret 10. nov 2020