Arla dropper økologi i sin planteserie

Produktudvikling 11. mar 2024 -
This describes the image
Ifølge Jakob Bernhard Knudsen, som er direktør for Arla JÖRĐ International, er plantemarkedet en vigtig prioritering for Arla Foods.   Foto: Arla
  • Mejerigiganten relancerer Arla JÖRĐ, som nu er beriget med fibre og vitaminer

Siden 2020 har Arla med sin serie af plantebaserede produkter under navnet JÖRĐ taget kampen op om markedet for alternative produkter til mælk. Nu relancerer Arla mærket, dropper økologien og beriger produkter med fibre og vitaminer.

Hver femte dansker spiser eller drikker plantebaserede produkter mindst én gang om ugen. Det viser en befolkningsundersøgelse, som er udarbejdet for Arla. 
Det er baggrunden for, at Arla satser på en udvidelse af deres plantesatsning under brandet JÖRĐ.

Plantesatsningens første fire leveår handlede om at innovere, teste og finde fodfæste. Fremover vil planteprodukterne være til en del af Arlas brandportefølje.

- Det er helt afgørende, at vi er til stede i et marked, der rummer et stort vækstpotentiale, og som samtidig imødekommer forbrugernes efterspørgsel på flere muligheder til hverdagens måltider, siger Jakob Bernhard Knudsen, der er direktør for Arla JÖRĐ International.

Satsningen tæller seks produkter i Danmark, der som noget nyt er beriget med vitaminer og fibre. Og en udrulning af Arla JÖRĐ i to nye markeder, Sverige og Holland.

Fire kendte og to nye

Den nye produktlinje, som kommer på hylderne i Danmark fra uge 11, består af en relancering af fire produkter, der fremover vil være beriget med vitaminer og fibre samt to helt nye produkter; et naturel syrnet havreprodukt og en Barista-variant.

De nye produkter er beriget med næringsstoffer. Drikkene og de syrnede havreprodukter beriget med fiber, D-vitamin og B-vitaminet folsyre. Derudover indeholder de syrnede havreprodukter også protein fra hestebønner.

Berigede fødevarer er produkter, der har fået tilsat næringsstoffer for at øge den ernæringsmæssige værdi. Da berigede produkter ikke må kaldes økologiske, ændres råvarerne fra økologiske til konventionelle, og økologimærket forsvinder fra Arlas planteserie.

Opdateret 12. mar 2024