Politiet sylter sager om slikfusk

8. okt 2020 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Henrik Denman

Kiosker og andre, der snyder med afgifter, slipper fortsat for hårde straffe. Det sker til trods for, at Folketinget har vedtaget, at bødestraffene for svindel med punktafgifter skulle fordobles fra 2017.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) oplyser til Folketinget, at stramningen af bøderne for snyd med afgifter fortsat ikke er ført ud i livet.

Årsagen er, at stadig flere sager om afgiftssvindel i kiosksektoren samler støv hos Rigspolitiet.

Det får Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, til at komme med en opsang til myndighederne.

– Myndighederne skal være bedre til at tage sig sammen, siger han til Dansk Handelsblad og tilføjer, at han vil opfordre skatteminister Morten Bødskov (S) til at lægge pres på justitsministeren.

– Jeg vil gerne have, at skatteministeren tager den stafet op overfor sin kollega, justitsministeren, så man følger op på de sager, som bliver indberettet, og som vi kan se ligger i nogle syltekrukker hist og pist. Jeg ser gerne, at det ikke er sådan. Det er selvfølgelig noget, der provokerer mig.

For få prøvesager

I 2017 blev bødestraffene for snyd med afgifter på slik skærpet. Efter de nye regler skulle bøden være 10.000 kr. ved første overtrædelse og anden gang 20.000 kr. op til 40.000 kr. ved fjerde overtrædelse af bestemmelserne i afgiftsloven.

Nu mere end tre år efter må regeringen konstatere, at de hårdere bødestraffe ikke er slået igennem, og at der bliver uddelt færre bøder for slikfusk end nogensinde før.

Problemet er, at man ikke kan gå i gang med at straffe med de skærpede bødestraffe, før et vist antal prøvesager har været ført ved domstolene.

Målet er, at myndighederne i fremtiden kan kunne udstede administrative bødeforlæg på de nye, hårdere straffe i stedet for at sende hver enkelt sag i retten.

Dansk Handelsblad skrev om sagen i april, og Hans Kristian Skibby fulgte sagen op med spørgsmål til justitsministeren.

Ministerens svar er nu sendt til Folketinget, og det viser, at sagerne om slikfusk strander til hos Rigspolitiet.

Skattestyrelsen oplyser nemlig, at der ganske vist er fældet dom ved Københavns Byret i fire prøvesager, hvor bødestraffene er blevet fordoblet.

Men ifølge Rigsadvokaten er det antal sager ikke stort nok til, at man kan lægge et ensartet bødeniveau. Derfor sendte Skattestyrelsen yderligere 10 sager til politiet, men der er endnu ikke faldet dom i de fleste af sagerne.

Rigspolitiet skriver om de 10 nye sager:

”Status i disse sager er, at en sag fortsat er under sagsbehandling hos den lokale anklagemyndighed, tre sager afventer berammelse, fire sager er berammet, der har været afholdt retsmøde i en sag, og en sag er afgjort ved dom.”

DF: En syltekrukke

Den håndtering af sagen finder Hans Kristian Skibby utilfredsstillende.

– Der er blevet indleveret flere sager, men problemet er, at der ikke er rejst flere sager, siger han og fortsætter:

– Jeg rejste spørgsmålet, fordi der ikke var rejst flere sager. Min bekymring var, at når der ikke var flere sager, så skyldes det, at der ikke er nok kontrol. Der er mindre opfølgning på de anmeldelser, der kommer fra f.eks. butikker. Dybest set kan man ikke bruge ministerens svar til ret meget. Jeg synes, at det er fattigt, at man ikke følger bedre op på de ting, der er besluttet af Folketinget.

– Det er brandærgerligt, hvis det ender med at blive en syltekrukke hos Rigspolitiet. Det er ærgerligt, når man laver politiske aftaler for at sikre, at der bliver bedre kontrol, og den skal følges op de steder, hvor man bevidst omgår afgiftsregler og andet med kioskvarer. Folketinget brugte i sin tid meget krudt på at få skærpet kravene. Så er det ærgerligt, når man kan se, at meget af det ender med at være skønne spildte kræfter.

Hos De Samvirkende Købmænd siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen:

– Det er næsten fire år siden et enstemmigt Folketing vedtog strengere straffe fordi slikfuskere slipper alt for billigt. Det er dybt frustrerende, at der efterfølgende er sket så lidt som tilfældet er. Han mener, at hammeren skal falde, hvis man snyder – og det sker ikke.

– Det er en skandale, at politikernes beslutninger er så lang tid om at blive gennemført af systemet. Det er naivt at tro, at illegal handel kan bekæmpes med strengere straffe, når myndighederne halter så meget efter politikerne. Illegal handel bekæmpes bedste med lavere afgifter, så der ikke er nogen væsentlig fortjeneste ved at fuske, siger Claus Bøgelund.

Opdateret 10. nov 2020