Priskrig: Norsk markedsleder fjerner momsen på udvalgte grøntsager
-
Kiwi tager nyt initiativ i priskrigen i Norge og sænker priserne med 15 pct. på 25 norske grøntsager de næste fire uger
Der er hård kamp om kunderne i Norge, hvor discountmarkedet er altdominerende og har en endnu større andel af markedet end i Danmark.
De to kæder Kiwi og Rema 1000 slås samtidig en indædt kamp om at være markedsleder med omkring 24 pct. af markedet hver.
Nu tager Kiwi, der ejes af Norgesgruppen, et nyt prisvåben i brug og sænker priserne med 15 pct. på 25 udvalgte norske grøntsager.
Det sker efter en prisundersøgelse, som Respons Analyse har udført for Kiwi i uge 29 i år, der viser, at syv ud af ti ønsker at følge kostrådene, men at hele 94 pct. af respondenterne mener, at frugt og grønt er for dyrt.
- Sundhed til folket har vært vores hjertesag i snart 20 år, og vi mener, alle skal ha mulighed for at spise sundt. Vi ved, at pris er det stærkeste virkemiddel vi har for at inspirere kunderne til at vælge sunde alternativer. Derfor nedsætter Kiwl priserne tilsvarende momsen på de mest solgte norske grøntsager de næste fire uger, siger Kiwi-chef Jan Paul Bjørkøy i en pressemeddelelse.
Bonus oveni prisnedsættelse for de loyale
Prisnedsættelsen på 15 pct. til 15. september betyder, at et styk broccoli nu koster 11,90 norske kr. mod før 14 norske kr., mens et crispisalat på 150 gram koster 25,40 norske kr. mod før 29,90.
Udover den midlertidige prisnedsættelse får Kiwi-plus kunder fortsat 15 pct. bonus på frugt og grønt.
- Gang på gang har vi bevist, at jo lavere prisen er på sund mad, jo sundere spiser vi. Vi glæder os til at sælge masser af sunde norske grøntsager, siger Bjørkøy.
Herhjemme har discountkæden Lidl også haft succes med en momsfri-kampagne på frugt og grønt tidligere på året, der reducerede prisen med 20 pct.
Det samme har været tilfældet i Coops kæde 365discount, der med kampagnen ville sende et signal til Christiansborg om at indføre differentieret moms på frugt og grønt.