Bedre regler for betalinger og mere effektiv forebyggelse af kriminalitet på vej

8. jun 2017 -
This describes the image
Foto: Dansk Erhverv
Skrevet af: Redaktionen

2017 har allerede budt på en del interessante udviklinger inden for betalinger, loyalitetsprogrammer og bekæmpelse af tyverier og røverier, som alle kan få betydning for detailhandlen.

Store dele af Folketinget er på vej til Folkemøde på Bornholm og sommerferie, men har dog lige nået at få vedtaget den ny lov om betalinger. Loven kunne have udviklet sig til et massivt benspænd for den udvikling, der er i gang med sammenkobling af elektroniske betalinger via betalingskort og smartphones og en reduktion af brugen af kontanter. En udvikling der er god for både forbrugere og detailhandel, der skal håndtere færre kontanter - ligesom det mindsker risikoen for fejl og øger sikkerheden for de ansatte og kunder. På trods af rekord mange kortbetalinger har Danmark en unik regel, hvor butikker og andre betalingsmodtagere med betjent salg er forpligtet til at tage imod kontanter. Med den nye lov åbnes der endelig for at, butikker kan sige nej til kontanter i tidsrummet fra kl. 22 til 06 og få dispensation fra kl. 20, hvis de ligger i et særligt røveriudsat område. Dansk Erhverv havde naturligvis gerne set, at man helt havde fjernet kontantpligten og ladet det være op til butikkerne selv at bestemme, men det er trods alt positivt, at politikkerne har lyttet, og er på vej i den rigtige retning.

I forhold til loyalitetsprogrammer, hvor loyale kunder f.eks. kan optjene point og få særlige tilbud og rabatter har det været en kamp, at sikre at loyalitetsprogrammer og betalingstjenesten kan samles på et og samme kort eller en app. Denne ellers oplagte og forbrugervenlige løsning fik en hård medfart med en overraskende afgørelse fra Forbrugerombudsmandens sidste år, der indebar, at forbrugeren skulle kunne fravælge loyalitet i selve betalingssituationen, selvom forbrugeren havde valgt at lægge de to løsninger sammen i een. Det er heldigvis med vedtagelsen af betalingsloven igen blevet muligt at tilbyde løsninger uden krav til særlige tekniske indretninger. Fremover vil det være muligt, at tilbyde sine kunder, at de kan få loyalitetsprogrammet i samme app eller på samme plastikkort som betalingstjenesten - uden kunden i selve betalingssituationen skal kunne vælge loyalitet fra. Det står naturligvis stadig kunder helt frit for, om de vil være med i loyalitetsprogrammet og de kan til en hver tid melde sig ud - bare ikke lige i det øjeblik, hvor de også skal betale. Og det er vel kun rimeligt og sund fornuft, at der bliver skabt en god løsning vil de fleste nok synes.

Det samme gælder vel også for kampen for at forhindre tyverier og røverier i detailhandlen. Dansk Erhverv har gennem længere tid haft en dialog med myndighederne om hvordan, der kan gøre mere for at forhindre kriminalitet. Vi har arbejdet tæt med lokale politikredse, Rigspolitiet og Justitsministeriet om en styrkelse af arbejdet med at forebygge og sikre bedre opklaring af forbrydelser. Crimestat, som Dansk Erhverv har udviklet sammen med detailhandlen, er et godt værktøj, som sikrer viden og statistik. Men der behov for en stærkere indsats fra myndighederne og regler, der følger med udviklingen. Som reglerne er i dag, må butikker eksempelvis ikke dele billeder af kriminelle, der er fanget på overvågningskameraer. Det vil ellers være et rigtigt godt værktøj, så butikker hurtigt kan advare hinanden om kriminelle, når f.eks. bander er på spil. Forståelsen for, at der er brug for en løsning er nu heldigvis stærkt stigende, og Dansk Erhverv vil i tæt samarbejde med vores medlemmer arbejde benhårdt på at en styrket indsats med f.eks. brug af gerningsbilleder kan medvirke til at forebygge og opklare butikstyverier og røverier bedre end i dag.

Opdateret 10. nov 2020