Lidl Danmarks salgsdirektør stopper - regionsdirektører rykker tættere på direktionen

Lidl - Navne 11. jan 2024 -
This describes the image
Foto: Lidl Danmark
  • Mens Lidl Danmarks salgsdirektør Miltiadis Forozidis flytter tilbage til Tyskland, rykker regionsdirektørerne Peter Rønne og Michael Ottesen tættere på kædens hovedkontor i Aarhus. 

Skrevet af: Søren Tougaard

I et år nåede Miltiadis Forozidis at være salgsdirektør i Lidl Danmark, før han nu stopper og rykker tilbage til Lidl i Tyskland. 

Fremover vil CEO Jens Stratmann og direktionen sammen med regionsdirektørerne Peter Rønne og Michael Ottesen i fællesskab varetage Miltiadis Forozidis opgaver,  meddeler Lidl Danmark. 

- Idéen bag ændringen af direktionens sammensætning er, at jeg gerne vil sikre et endnu tættere samarbejde mellem vores regioner og hovedkontoret. Jeg tror på, at vi kan blive endnu bedre ved at rykke tæt sammen i bussen. Vi går en utrolig spændende tid i møde med rigtig mange nye butiksåbninger og en række andre spændende aktiviteter – så i min optik, er timingen god og det er det rigtige at gøre nu, forklarer Lidl Danmarks CEO, Jens Stratmann.

Regionsdirektørerne Peter Rønne og Michael Ottesen deltager fremover i ledelsesmøderne på hovedkontoret i Aarhus. Det ses som et vigtigt skridt i retningen mod et endnu tættere samarbejde mellem regionerne og hovedkontoret.

- Peter og Michael har stor erfaring indenfor deres respektive områder. De ved hvad der kræves for at drive en stor organisation. Det er samtidig en rigtig god mulighed for at skabe endnu bedre muligheder for nye dynamikker mellem regionerne og hovedkontoret. Peter og Michael kommer med anderledes perspektiver på vores forretning, og det kommer vi til at drage nytte af. Og i lyset af vores ekspansionsmålsætninger og vores fokus på at skabe resultater er den her nye sammensætning af direktionen det rigtige skridt på det rigtige tidspunkt, siger Jens Stratmann. 

Lidl har ved indgangen til 2024 145 butikker og vil vokse med 20 butikker i løbet af i år.  

 

 

 

Opdateret 12. jan 2024