Nemlig og Normal-ejer taber milliarder i aktieværdier
-
Anders Holch Povlsens Heartland-koncern har mistet 60 mia. kr. i værditab efter aktieprisdyk inden for e-handel og fintech
Aktiedyk har sendt værdien af Heartland-koncernen ned med 60 mia. kr. de seneste to år.
Ved siden af Bestseller er butikskæden Normal, onlinesupermarkedet Nemlig.com samt hvidevareselskabet Whiteaway de største selskaber i Anders Holch Povlsens Heartland-koncern.
Uagtet udviklingen på aktiemarkedet har koncernen øget sin omsætning, som ifølge den seneste årsrapport for perioden 2022/23, er oppe på 55 mia. kr.
Normal, som Andes Holch Povlsen ejer to tredjedel af, øgede sit salg med små 50 pct. til 8,6 mia. kr. Resultatet efter skat gik frem med 29 pct. til 597 mio. kr. mod 463 mio. kr. året før.
Det seneste regnskab for Nemlig.com, der omfatter perioden 2021/22 viste et historisk stort tab på lige under 156 mio. kr. på bundlinjen, hvad der bringer det akkumulerede underskud i de seneste fem regnskabsår op på 287 mio. kr. Også her er Anders Holch Povlsen majoritetsejer.
Bestseller og Normal trækker op
Det er især modekoncernen Bestseller og butikskæden Normal, der trækker resultatet op i Heartland-koncernen. Samtidig udgør de 80 pct. af Heartlands totale omsætning.
Resultatet før skat i Bestseller og Normal løber samlet op i 5,7 mia. kr.
Mens der er solidt plus på bundlinjen under et fra de 300 enheder under Heartland-koncernen, har aktiemarkedet tæret hårdt på værdierne som følge af kursfald.
Lise Kaae, der er koncernchef, siger til dagbladet Børsen, at ”der over de seneste 24 måneder har været værditab på hele 60 mia. kr. bare i tre af Heartlands investeringer i virksomheder inden for fintech og e-commerce”. Det handler om selskaberne Klarna, Zalando og Asos og skal ses i forhold til højeste kursværdi i perioden.
Ifølge koncernchefen har e-handelsvirksomheder det stadig svært på grund af usikre forbrugere og store lagre af varer.
- Forbrugerne skal nok ikke for fremtiden tage gratis fragt og gratis retur af varer købt online for givet, siger hun til mediet.