En dårlig forretning at sælge svensk slik efter reglerne

Leverandører 31. okt 2019 -
This describes the image
Afgifter og moms svensk slik import Illustration: Ulrik Samsøe Figen

De danske myndigheder finder i kiosker i specielt København kilovis af vingummi og chokolade, som kioskejeren ikke har faktura på.

Noget af det kan være hentet i Sverige, hvor prisen uden danske afgifter er lavere end den danske.

Hvis man som kioskejer køber slik i Sverige med henblik på at sælge det videre i Danmark, skal man dog lige huske at betale moms og sukkerafgift til den danske stat – og så kan det ikke længere betale sig at køre til Sverige.

Det viser en analyse, som BT har foretaget.

Ifølge avisen koster et kg bland selv-slik ca. 30 kr. pr. kilo uden dansk moms og dansk sukkerafgift, hvis man selv henter det i Malmø. I Danmark er prisen ca. 75 kroner pr. kilo, når moms og sukkerafgift er taget med. Lægger man moms og afgifter til den svenske pris, når man 70 kr. – dertil skal regnes transporten til Sverige.

Konklusionen er, at der ikke er noget at hente på den anden side af Øresund.

Fredagsslik sælger andre varer

Alligevel sælger slikbutikkerne på Nørrebro ifølge avisen bland selv-slikket ned til 8,95 kr. pr. 100 g. Christian Linde Boas, der er direktør i Cloetta, siger til BT, at det ikke hænge sammen, når man også skal medregne driftsudgifter - "medmindre man snyder og bedrager".

Cloetta leverer via Candy King bland selv-slik til Coop og Salling Group.

Mange supermarkeder sælger da også fredagsslik uden den store avance, selv om de afregner både moms og afgifter. Billigt fredagsslik kan være med til at trække kunder i butikken, og supermarkederne henter avancen på alt det andet, kunderne lægger i indkøbskurven i samme ombæring.

Opdateret 10. nov 2020