Alarmen gik – og tal og beretninger var lige så alarmerende

Kriminalitet 24. sep 2024 -
This describes the image
Circle K har aktuelt oplevet, at to medarbejdere endte på skadestuen efter overfald – i løbet af bare en uge! Ved Detailhandlens Sikkerhedsdag fredag 20. september kunne oplægsholdere fortælle om grov vold, røverier og kunder med kort lunte. Fotos: Anders Houmøller Thomsen
  • Butiksansatte udsættes for vold, dødstrusler og tilsvining, fremgik det af et stort branchemøde om sikkerhed.

Der var både forskrækkelse og skæve grin, da brandalarmen gik. Var det en gimmick, at alarmen hylede, netop som konsulent Heidi Poulsen var midt i at give os en lektion i mental parathed og krisehåndtering?

De fremmødte ved Detailhandlens Sikkerhedsdag 2024 var uanset hurtige til at pakke tasker og tøj og trampe ned ad de mange trapper fra toppen af Dansk Arkitektur Center til gadeniveau.

Grov tone

På fortovet gik snakken videre om dagens emne, som også er alarmerende: Dansk Erhverv satte spotlight på den drabelige stigning i butikstyverier og den utryghed, der breder sig blandt ansatte. 

- I takt med at antallet af butikstyverier stiger og tonen fra kunderne bliver tiltagende grovere, er det tid til en løsningsorienteret samtale om tryghed og sikkerhed i detailhandlen, lød det i oplægget til konferencen. Og to indbudte paneldeltagere fra henholdsvis Circle K og 7-Eleven gjorde det klart, at mange ansatte lider under tyverier, tilsvininger, røverier og vold.

- De sidste par år er det virkelig eskaleret med det, vi kalder harassment-sager. Det kan være chikane og overfald – fysisk og primært verbalt, lød det fra Bjørn Gohr, som er HSE manager hos Circle K. Han kunne ved den velbesøgte konference også fortælle: 

To på skadestuen

- Vi får cirka 300 sager indrapporteret fra butikkerne om året, og antallet forventes også at være der omkring i løbet af i år. Men vi har for nyligt udsendt en survey til vores medarbejdere, og den viser, at cirka 30 procent har oplevet en eller anden form for harassment indenfor de seneste tre måneder. Så der er et mørketal, hvor nogle vælger at leve med problemerne uden at indrapportere, fortalte Bjørn Gohr fra Circle K. Han nævnte nogle meget ubehagelige tilfælde.

- Inden for den sidste uge måtte to af vores medarbejdere forbi skadestuen. En medarbejder henvendte sig til en flok unge, der røg ved butiksindgangen, og de blev pænt bedt om at gå et andet sted hen. Det fik de unge til at slå den ansatte i hovedet og sparke ham i siden. I går oplevede vi, at der opstod uenighed mellem en kunde og en ansat. Kunden skubbede vores medarbejder, som ramte hovedet ind i en køleskabslåge. Han måtte på skadestuen og blive undersøgt for mulig hjernerystelse. Det er jo helt vanvittigt, konstaterede Bjørn Gohr ved konferencen. 

Smed med øl

Samme øjebliksbillede tegnede Martin Vestergaard fra Reitan Convenience Danmark/7-Eleven. Han nævnte et nyligt eksempel med en kunde, der forlangte at få sin telefon opladet. Da det ikke kunne lade sig gøre, smed han i raseri med øl fra køleren – og endte derefter i slagsmål med en anden kunde.

- Vi oplever kunder, der er meget berusede. Det er ikke kun om natten, det kan være på alle tidspunkter af dagen. Der er også problemer med mennesker, der er på hårde stoffer. De render rundt som zombier i byen. Vores medarbejdere er vidne til skænderier og vold. Det er hårdt visse steder, sagde Martin Vestergaard.

Corona-konsekvens

Ifølge Bjørn Gohr har der været tale om en negativ udvikling siden perioden med corona, og Martin Vestergaard nikkede. 

- Folk kedede sig, og der skulle ske et eller andet ude på gaden. Der var øde nogle steder, og det gav større mulighed for kriminalitet. Så fik vi inflation oveni, og det ramte folks privatøkonomi. Vi oplever, at tolerance-grænsen er markant lavere blandt nogle kunder. De ansatte er også nødt til at konfrontere  butikstyve, sagde Martin Vestergaard.

Det fremgik af skrækeksemplerne, at det ikke mindst er bander – bestående af drenge eller unge mænd – der hærger i butikker og på tankstationer. Bandemedlemmerne gør sig skyldige i tyverier, vold, chikane og røverier. Det sidste kan være en del af en manddomsprøve, som giver status hos de øvrige bandemedlemmer. De to oplægsholdere udpegede en stribe forudsigelige områder som problemzoner i forhold til de ansattes sikkerhed og trivsel: Bl.a. midtbyen i Aarhus, Brabrand, Nivå, Vestegnen, Nørrebro, Vesterbro, Roskildevej i Rødovre og Christianshavn.

Hjælp fra lydoptagelser

Balladen kan både skræmme kunder og ansatte væk og udløse omsætningsnedgang.

Ifølge Bjørn Gohr, senior HSE manager hos Circle K., har det været et meget effektivt middel at benytte sig af lydoptagelser.

- I Nivå valgte flere af vores medarbejdere at stoppe på grund af ballade og trusler. Vi følte, at vi havde prøvet alt. Men fra 1. juli begyndte vi at bruge lydoptagelser, og siden har der kun været én hændelse. Det er et sindssygt effektivt værktøj.

- Hvis vi måtte optage i alle butikker, ville det give god mening. Det har en præventiv effekt. Vi ønsker lovgivning, så vi kan få lydoptagelser bredere ud. Som vi forstår vejledningen om lovgivningen, kan lydoptagelser bruges som et sidste værktøj, man kan benytte, når man har været igennem alle andre muligheder. Så lige nu har det lange udsigter med at få udrullet lydoptagelser mange steder. Det kunne ellers være dejligt, for vi kan se, at det virker, bemærkede han.

Kvik kovending

Konference-moderator Henrik Lundgaard Sedenmark fra Dansk Erhverv supplerede: 

- Dansk Erhverv henvendte sig for 5-6 år siden til Justitsministeriet for at høre, om der var mulighed for, at man kunne bruge lydoptagelser i butikker. Svaret var, at det måtte man ikke. Vi blev ved med at presse på. Pludselig skete der en decideret kovending fra Justitsministeriets side, hvor man nævnte muligheden for at bruge lydoptagelser. Vi kunne så bemærke, at vi ikke bruger det, fordi vi ikke må. Nu er konklusionen så, at det må vi gerne. 

Martin Vestergaard fra 7-Eleven meldte om gode erfaringer med lydoptagelse i nogle butikker, og han mener, at det giver relativ ro.

- I Aarhus oplevede vi to røverier fra samme gerningsmand, og den ene gang skete det med en dødstrussel. Der havde vi heldigvis lige fået installeret lydoptagelser to dage forinden, så nu har vi bevismateriale, sagde han.

Ikke lys forude

Begge konference-deltagere, som delte deres erfaringer, var også glade for samarbejde med politi og SSP, men de efterlyser flere tryghedsbesøg i områder med megen ballade.

This describes the image

Emnet på konferencen var alvorligt. Men følgende statistiske koncentrat af, hvem butikstyven er, fik latteren frem i salen.

 

Henrik Lundgaard Sedenmark fra Dansk Erhverv kunne fortælle, at der ikke er nogen optimisme at hente i statistikkerne, når det gælder butikstyverier. 

- Når vi ser på kurven over anmeldte butikstyverier, har vi det højeste tal i 25 år, og når vi ser på tallene fra Crimestat, ser det ud til, at det forsætter opad. Det er rigtig trist. Lige så trist er det, at der ikke rigtig er nogen, der gør noget ved det – ud over os. Det kunne være myndigheder, politikere, politiet eller andre, der kom på banen. Men det er ikke lykkedes endnu, konkluderede Henrik Lundgaard Sedenmark, som er fagchef for detailhandelssikkerhed hos Dansk Erhverv. 

Han formoder samtidig, at det reelle antal butikstyverier er 10-100 gange højere end tallet for de anmeldte butikstyverier. 

Antallet af anmeldte butikstyverier har været stigende de seneste år. I 2023 modtog politiet på landsplan godt 25.000 anmeldelser om butikstyverier. Det er en stigning på knap 25 procent i forhold til 2022.

 

This describes the image

Netop som man vendte emnet 'mental parathed', gik brandalarmen, og konference-gæsterne hastede ud fra Dansk Arkitektur Center. Det viste sig dog, at der ikke var fare på færde, og 'Sikkerhedsdagen' kunne fortsætte. 

Opdateret 24. sep 2024