Fødevaredagen: Meny løber endnu en gang af med to fødevarepriser
-
Landbrug & Fødevarer uddeler hvert år på Fødevaredagen en række fødevarepriser til fagfolk inden for slagter, mejeri og frugt & grønt. Årets vindere er nu kåret
Hvert år uddeler Landbrug & Fødevarer fødevarepriser til de dygtigste fagfolk i dagligvarebranchen. Det sker i forbindelse med den årlige Fødevaredagen på Hindsgavl Slot, der netop er afsluttet.
På podiet fra dagligvarehandlen var i år repræsentanter fra Salling Super i Aarhus, Rema 1000 og Meny.
I år var der ændret en smule i kategorierne. Det betyder, at der ikke længere sonderes mellem butikstyper i frugt-og grøntprisen. I stedet er der kommet to nye kategorier: Årets ildsjæl og Årets unge grønne talent.
Mejeriprisen blev i år uddelt i to kategorier: ”Supermarked/Hypermarked” og ”Private Ostehandlere”. Til gengæld er der i år ingen ”discount”-kategori.
Som sidste år lykkedes det for Dagrofas højprofilkæde Meny at score to priser.
Det var Mejeriprisen i kategorien ’Super- og hypermarkeder’, der i år gik til ostemester Kenneth Østergreen, Meny på Fabrikvej i Viborg.
Og Frugt- og grøntprisen i kategorien ’Årets grønne ildsjæl’, der gik til grøntchef Martin Coulthard fra Meny i Domus Vista.
Han vandt også Frugt og Grønt-prisen i 2019. Og året efter var hans kollega fra slagterafdelingen på podiet. Da vandt slagtermester Christian Balle Slagterprisen.
Ifølge kædedirektør for Meny Richo Boss er det i Menys tid lykkedes kæden at score 15 ud af 22 mulige priser.
- Jeg er glad. Jeg er stolt. Det er her med disse priser, at vi kan vise, at vi kører i et helt andet gear. Det handler om faglighed, og det handler om, at Meny ikke bare er et koncept, men dedikerede mennesker, der har forberedt sig – og som viser det hver dag i butikkerne, siger Richo Boss.
Fra Rema 1000 vandt grøntansvarlig Gaja Langhave Frugt- og grøntprisen i kategorien ’Årets unge grønne talent’. Hun arbejder i Rema 1000 i Rønde.
Også Salling Group var repræsenteret på podiet. Det var slagtermester Christian Steen Hansen fra Salling Super i Aarhus, der vandt Slagterprisen i kategorien ’Slagtere i super- og hypermarkeder’.
Udover vinderne fra dagligvarekæderne blev der også uddelt priser til dygtige fagfolk i specialhandlen.
Slagterprisen i kategorien ’Privatslagtere’ blev vundet af slagtermester Marie Munch fra Slagter Munch i Skagen.
Mejeriprisen i kategorien ’Ostehandlere’ blev vundet af ostehandler Kaj Jørgensen, Klingenberg Ost & Delikatesser i Odense.
Der blev også uddelt en kantinepris og en køkkenpris til et offentligt køkken.