Ny undersøgelse: Dagligvarebutikkerne har et ansvar for at forebygge overvægt

Interesseorganisationer 27. sep 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Det mener 46 pct af de adspurgte i ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Flest placerer dog ansvaret hos familien.

Kræftens Bekæmpelse har undersøgt danskernes holdning til politiske forebyggelsestiltag i forhold til overvægt og svær overvægt hos børn og unge.

Udover at ni ud af ti er enig eller overvejende enig i, at ansvaret er hos familien, så mener omkring halvdelen, at dagligvarebutikkerne har et ansvar gennem deres indretning af butikkerne og tilbud på usunde føde-og drikkevarer.

Samme andel af de adspurgte placerer et ansvar hos fødevareindustrien gennem produktudvikling af sundere varer og mindre portionsstørrelser.

Det politiske ansvar

Næsten samme andel, 51 pct., peger på, at folketinget har et ansvar for at forebygge overvægt hos børn og unge gennem prisregulering eller regulering af markedsføringen som børn og unge udsættes for. Det glæder projektchef i Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum, der opfordrer politikerne til at lytte til ønsker om en strammere markedsføringslov.

- Der er behov for en lov, der effektivt beskytter vores børn og unge mod fødevareindustriens påvirkning. Og det er vigtigt, at der fokuseres på den markedsføring børn og unge faktisk eksponeres for - og ikke kun den markedsføring, som er målrettet direkte til børn og unge.

Peter Dalum foreslår også, at myndighederne udvikler en såkaldt 'ernæringsprofil'.

- Den kan være med til at sikre, at det ikke er tilladt at markedsføre føde- og drikkevarer, hvis indhold af f.eks. sukker, fedt eller salt overstiger en fastlagt grænse som myndighederne skal definere.

Politisk handling

Undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse kommer i kølvandet på en kraftig kritik af fødevareproducenter og influencere for at reklamere for usunde fødevarer til børn og unge på sociale medier. Og i butikkerne har kendte influencere med appel til børn og unge været at finde på poser med slik og chips.

Kritikken har fået erhvervsminister Morten Bødskov til at handle og være i dialog med influencere og brancheorganisationer om problemet. Samtidig er Danmarks største fødevareproducenter inviteret til møde om, hvordan en regulering af markedsføringen af usunde føde-og drikkevarer kan skrues sammen.

Undersøgelsen viser, at 54 pct. af de adspurgte helt ønsker at forbyde markedsføring af usunde føde-og drikkevarer på digitale medier, imens 55 pct. ønsker et forbud mod brugen af blandt andet influencere på emballage af usunde føde-og drikkevarer.

Ifølge nordiske og europæiske undersøgelser er op mod 80 pct. af den fødevaremarkedsføring, som børn og unge møder, viser usunde fødevarer med et højt indhold af fedt, salt og sukker.

Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse slutter af med en opfordring.

- Overvægt kan påvirke børnenes sundhed, samt deres sociale liv og trivsel negativt. Derfor er der behov for politisk handling nu – og der er opbakning blandt danskerne.

Opdateret 27. sep 2024