Omsætningen går tilbage i dansk e-handel

Forbrugere 22. sep 2023 -
This describes the image
Foto: Dansk Erhverv
  • Salget faldt med 2 pct. i e-handel første halvår. Faldet er skuffende, lyder det fra Dansk Erhvervs e-handelsdirektør, Niels Ralund. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Danskerne har været hårdt ramt af tårnhøj inflation og et skrumpet rådighedsbeløb, der har sat forbrugerlysten ned. Det har - ikke overraskende - også ramt det hjemlige onlinesalg.

En ny E-handelsanalyse fra Dansk Erhverv for første halvår viser, at danskerne handlede online for 90,4 mia. kr. Det er et mindre fald på ca. 2 pct. i forhold til samme året før. Antallet af handler er samtidig faldet med næsten 3 mio. og lander på 133 mio.

Udviklingen ærgrer Dansk Erhvervs e-handelsdirektør Niels Ralund. 

- Det gør ondt i hjertet, for jeg ved jo, at der bag tallene er en masse hårdtarbejdende e-handlere, der kigger nervøst på bundlinjen, siger han. 

Udover faldende omsætning slås landets netbutikker også med stigende omkostninger. Det kan mærkes på bundlinjen. 

- Det gælder på stort set alle parametre, og det betyder, at virksomhederne virkelig skal kæmpe for at lande sorte tal. Det står i skærende kontrast til både tiden før, men især under coronakrisen, hvor e-handlen jo eksploderede, siger Niels Ralund.

Netop det boomende netsalg under corona kan give et indtryk af, at netsalget herhjemme er på retur. Men sammenligner man salgsudviklingen fra før corona til nu er historien en noget anden. 

- Vi sammenligner jo stadig i en vis grad med den unaturligt høje omsætning og de vilde vækstrater, vi så under coronakrisen, og det kan godt mudre billedet en smule. Hvis vi sammenligner med 2019, så er omsætningen vokset med svimlende 27 pct. Det er altså ret imponerende, lyder det fra Niels Ralund. 

Onlinesupermarkeder lukkede ned 

Kort inde i 2023 meddelte landets største dagligvarekoncern Salling Group, at man lukkede ned for onlinesupermarkedet Føtex Hjemmelevering, der betjente kunder omkring hovedstaden og en stor del af Sjælland, da forretningsmodellen ikke var økonomisk bæredygtig. I stedet har Salling Group efter sommerferien relanceret hjemmelevering under Bilka fra seks af kædens varehuse. 

Coop har taget en endnu mere drastisk beslutning og lukkede med udgangen af februar helt ned for det underskudsgivende onlinesupermarked Coop. dk Mad. Dagligvarekoncernen har dog fortsat en betydelig onlineplatform i Coop Shopping, der sælger køkkenudstyr, møbler, boligtilbehør, cykler, legetøj mv.     

 

 

Opdateret 22. sep 2023