Kan en "køb lokalt-bølge" stække grænsehandlen?

Forbrugere 16. jun 2020 -
This describes the image
Dronefoto: Carsten Lorenzen/Video2web.dk

Det var ikke til citat, men både i grænsehandelsbutikkerne og ved grænseovergangen forlød det, at man havde forventet langt flere mennesker i weekenden i den netop genåbnede grænsehandel, end der rent faktisk var.

Fredag eftermiddag kom det frem, at den tyske grænse var åben - og dermed var der fri adgang til grænsebutikkerne lige syd for grænsen. Men det fik altså ikke danskerne til i stor stil at finde passet og de store indkøbsposer frem for at køre til grænsen.

Måske kommer de på tirsdag, 15. juni? Det var ind til fredag eftermiddag den officielle åbningsdag for den tyske grænse.

Måske har flere bare fundet ud af, at det impulskøb og brændstof taget i betragtning er en relativ begrænset besparelse, der er at hente ved grænsebutikkerne.

Fraværet i grænsehandlen kan også skyldes, at coronakrisen har fået lyden af "køb lokalt-hjertets" banken til at overdøve trangen til at køre i grænsebutikkerne?

Under coronakrisen har danskerne valgt i højere grad at handle lokalt til stor glæde for blandt andet Spar, Min Købmand og Dagli'Brugsen. Og i en analyse, som Coop har foretaget midtvejs i coronakrisen, svarer fire ud af ti danskere, at de vil handle mere lokalt efter corona.

Nye tal fra De Samvirkende Købmænd viser, at danskerne i hvert har fundet ud af, at man kan købe øl og sodavand i hos købmændene. 82 butikker i Syddanmark siger i en undersøgelse, at de har solgt 82 pct. flere sodavand i maj måned end i samme måned sidste år. I Midtjylland siger 103 butikker, at de har solgt 63 pct. flere vand.

Gruppepres?

Man kan ikke benytte Facebook til at vurdere, hvad befolkningen mener, men der ligger på de sociale medier et pres fra nogle danskere mod at krydse grænsen for at handle. Argumenterne er dels at vi skal holde handlen lokalt, dels at vi ikke skal sprede eller hente smitte.

"Jeg havde opfattelsen af, at alle vi danskere skulle optimere handlen i Danmark. Håber ikke, jeg er den eneste der har den opfattelse, for det er vigtigt, at vi får gang i hjulene i Danmark," skriver en Facebook-bruger på DR Nyheders Facebook i forbindelse med en artikel om de første besøgende i grænsebutikkerne.

"Godt, at I støtter de danske butikker og ikke udsætter jeres landsmænd for ganske unødig smittespredning," lyder det ironisk fra en anden.

Der er dog også Facebook-brugere, der har en anden mening:

"Endnu en dag, hvor udskammerne og coronapolitiet totalt har misforstået verden - enten det, eller også må det være nogle smålige sure, selvfede mennesker."

Det kan også bare være, at nogle bare venter et par uger med at få fyldt skabene op med sodavand og øl uden pant. Så kommer den momsnedsættelse, som tyskerne har varslet fra 1. juli, og så bliver forskellen på den danske og den tyske moms - og dermed besparelsen - endnu større.

Momsen på fødevarer bliver reduceret fra syv til fem pct., mens den på øvrige varer falder til fra 19 til 16 pct. - det gælder resten af året.

Dronefoto: Carsten Lorenzen/Video2web.dk

Opdateret 10. nov 2020