Danmark topper: Både forretningsdrivende og forbrugere ser lyst på fremtiden

Forbrugere 7. okt 2024 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Både danske forretningsdrivende og forbrugere er optimistiske, når det kommer til det økonomiske klima. Det viser en ny rapport fra Nets.

Skrevet af: Snefrid Thomsen

De forretningsdrivende ser dog lidt mere lyst på fremtiden end forbrugerne. Undersøgelsen, der danner baggrund for rapporten, viser nemlig, at det danske forretningsdrivendeindeks ligger på 7,5 mens forbrugerindekset ligger på 7,1. 

Danmark i top  

Undersøgelsen viser også, at Danmark topper det nordiske forbrugerindeks med en score på over 7,1 ud af 10, hvor gennemsnittet for de nordiske lande ligger på 6,8. Det tilsvarende såkaldte handelsindeks blandt forretningsdrivende inden for fysiske varer ligger på 7,3, hvilket er højere end forbrugerindekset. 

Når det kommer til forbrugernes forventninger til deres indkøb i fysiske butikker i løbet af året – om de vil bruge mere, mindre eller det samme som året før – er der tegn på økonomisk usikkerhed. En betydelig del af forbrugerne (20 pct.) planlægger at bruge mindre, mens kun 7 pct. forventer at øge deres forbrug. Denne tendens ses på tværs af forskellige handelssektorer, med undtagelse af dagligvarebutikker, hvor en lidt større andel af forbrugerne forventer at bruge mere. 

Ser mere lyst på 2025  

Forretningsdrivende ser med optimisme på 2025. Hele 31 pct. af butikkerne forventer, at næste år bliver endnu bedre end 2024, mens kun 6 pct. frygter en negativ udvikling. 

Denne optimisme kan der i følge Allan Bonke, dansk landechef for Nets, være flere grunde til 

”De positive forventninger til de kommende år for de forretningsdrivende indikerer, at virksomhederne ser det værste som værende bag os. Inflationen er under kontrol og renterne er på vej nedad, hvilket er til gavn for forbruget. Selvom det er det første år, vi måler både forbrugere og de forretningsdrivendes syn på de økonomiske udsigter, så tyder svarene på, at der er en positiv trend – og at optimismen i Danmark generelt er voksende,” siger Allan Bonke.

Opdateret 8. okt 2024