Fødevarekæmpe har nedsat spild med 95 pct.

Bæredygtighed 13. maj 2024 -
This describes the image
- Som fødevareleverandør skal vi leve op til vores ansvar for en mere bæredygtig værdikæde, og her er reduktion af spild et af grebene, siger adm. direktør Kristian Kornerup Jensen, Stryhns Gruppen. Foto: Stryhns Gruppen
  • Når tankanlægget Graasten Go Green står færdig vil det reducere madspild svarende til over en million tuber remoulade årligt

En ny tankfarm hos Graasten Salater har indtil videre nedsat produktspild svarende til 82 tons eller 545.000 tuber remoulade på et år. 

Når tankfarmen Graasten Go Green står færdig og har fuld effekt vil besparelsen på produktspild forventeligt svare til 155 tons eller over en million tuber remoulade årligt.

Tidligere måtte man skylle store dele af det færdigproducerede produkt ud, når produktionsanlægget i Gråsten skulle renses mellem skift fra f.eks. remoulade til mayonnaise. Med nu sørger en metalbold for at skubbe al produkt ud gennem systemet.

Stryhns Gruppen, der ejer salatfabrikken, har et mål om at reducere det totale madspild med 50 pct. og blive klimaneutrale i egen produktion i 2030. 

Derfor har fødevarevirksomheden, der især er kendt for sin leverpostej, investeret i at bekæmpe produktspild og nedsætte klimabelastningen. 

I 2018 blev Stryhns Gruppen en del af Danmark Mod Madspild.

Indtil videre er det lykkedes at nedsætte færdigvarespildet med 95 pct., og det totale spild med en tredjedel. 

- Som fødevareleverandør skal vi leve op til vores ansvar for en mere bæredygtig værdikæde, og her er reduktion af spild et af grebene. Vi har reduceret vores samlede madspild med en tredjedel siden 2018, og vi kan se frem til en betydeligt større reduktion i fremtiden, når Graasten Go Green står færdigt, siger Kristian Kornerup, Stryhns Gruppens adm. direktør.

Mere ansvarlig produktion

I 2021 forpligtede Stryhns Gruppen sig yderligere til at nedsætte CO2-udledningen ved at tilslutte sig den globale standard Science Based Targets-initiativet (SBTI), som hjælper virksomheder med at sikre, at deres klimamål lever op til Parisaftalen.

- Vi satte os som et mål om at blive CO2-neutrale i egen produktion i 2030 og i hele værdikæden i 2050. For at nå vores mål skal vi have en holistisk tilgang til nedsættelse af CO2, og derfor arbejder vi også med bl.a. energioptimeringer og varmegenvinding som en del af Graasten Go Green projektet, forklarer Kristian Kornerup Jensen.

Opdateret 14. maj 2024