Analyseinstitut om karriere: To ud af tre unge siger nej tak til dagligvarebranchen

Kæder 24. apr 2024 -
This describes the image
Direktør Dorte Wimmer, Retail Institute Scandinavia. Foto: Flemming Effersøe
  • Dagligvarehandlen mister fremtidens ledere, hvis den ikke tager højde for nye normer og kultur i generation født mellem 1995 og 2000

Dagligvarebranchen skal kæmpe om fremtidens medarbejdere og talenter, der skal rekrutteres i en generation med anderledes krav og forventninger. Samtidig er en stor del af de unge som udgangspunkt skeptiske over for at arbejde i dagligvarehandlen.

-  Dagligvarebranchen har et dårligt image blandt generation Z, hvor hele 67 pct finder det uattraktivt at arbejde i retail. Samtidigt har branchen brug for mange medarbejdere og især blandt de unge generationer, hvor fremtidens ledere skal findes.

Det skriver direktør Dorte Wimmer, Retail Institute Scandinavia, om generationen, der er født fra 1995 til 2000 i et såkaldt whitepaper for konsulent- og analysehusets medlemmer.

Overordnet har detailhandlen brug for nytænkning i forhold til medarbejderne, da hele 56 pct. af danskerne ikke synes, det er attraktivt at gøre karriere her.

- Der er virkelig brug for anderledes tiltag for at vende denne udvikling i kampen om talenterne og de små årgange, lyder det fra Dorte Wimmer.

Unge som chef for chefen

Dagligvarehandlen.dk har fået lov at kigge i det såkaldte ”white paper”, hvor Dorte Wimmer skriver om generation Z som nøglen til fremtidens forretning.

Generationen definerer ifølge Dorte Wimmer en spilleplade med nye regler og normer, hvor generationen fungerer som bannerfører, og de øvrige generationer troligt følger i slipstrømmen. 

- Man kan faktisk gå så langt som til at opfordre til omvendt mentoring, hvor ledere bør have en ung generation Z’er som mentor for konstant at forstå og tilpasse virksomheden til fremtiden, siger Dorte Wimmer.

Generationen ved godt, at en succesfuld karriere koster, og de er villige til at betale prisen med deres dyrebare tid. Halvdelen vil gerne lægge ekstra timer på arbejdspladsen for at opnå succes, mens det kun er fire ud af ti af generation fra 1960'erne og 1970'errne.

Tiden er de unges valuta

Tiden er ifølge Dorte Wimmer med andre ord blevet den ultimative valuta, der overstiger traditionelle belønninger som titler og forfremmelser.

På den ene side søger generationen intensivt efter et fællesskab og ønsker at føle sig knyttet til en større gruppe. De værdsætter arbejdspladsen som et socialt mødested, især for singlerne, hvor de oplever betydningsfuld samhørighed. 

For næsten ni ud af ti er et godt socialt arbejdsmiljø vigtigt for dem. Denne sociale dynamik fungerer som en vigtig komponent i deres daglige arbejdsliv, hvilket giver dem en følelse af tilhørsforhold og støtte.

- På den anden side er generation Z også konstant på udkig efter individualitet og personlig anerkendelse. Dette afspejles i deres ønske om kontinuerlig feedback på individuelt plan. De sætter pris på at blive set og anerkendt for deres individuelle præstationer og stræber efter at udtrykke deres unikke bidrag på arbejdspladsen, skriver Dorte Wimmer i sit whitepaper.

Derfor konkluderer hun, at professionelle grupper bør dannes baseret på projekter, hvor individuelle kompetencer og interesser sættes i spil:

- Dette skaber et miljø, hvor medarbejderne kan finde balance mellem at være en del af et team og udfolde deres personlige potentiale.

Lidl viser vej i nyt hovedkontor 

Den tyskejede discountkæde Lidl har i jagten på de unge talenter åbnet et nyt og ganske bemærkelsesværdigt hovedkontor lige midt i Aarhus.

Huset er på næsten 20.000 kvm og udover den meget centrale beliggenhed lokker det også de unge medarbejdere med et udpræget fokus på fællesskab og work life balance. 

I en case fremhæver Dorte Wimmer Lidl for at have taget bestik af de nye ”nøglebærer” på såvel det kulturelle som organisatoriske plan ved indretningen af et nyt hovedkontor i hjertet af Aarhus.

Lidl har i jagten på de unge talenter åbnet et nyt og ifølge Dorte Wimmer et ”ganske bemærkelsesværdigt hovedkontor lige midt i Aarhus”, som hun har besøgt.

- Hovedkontoret er således forsynet med eget fitnesscenter og omklædningsfaciliteter. Det er indrettet med store loungeområder, hvor medarbejderne kan hænge ud og være sociale, og det dyrker i det hele taget holdånden og fællesskabet, siger Dorte Wimmer. 

Det nye kontor byder bl.a. på fitness, omklædning, store arbejdsrum og et nyt testkøkken, hvor Lidls indkøbere kan teste nye produkter, der måske lander på hylderne i den nye Lidl-butik, som kommer til at indtage stueetagen.

Hun mener, at Lidl har spottet generationens dna, som handler om, at arbejdsforhold ikke blot en traditionel beskæftigelse; det er et bytteforhold, hvor de konstant stræber efter at optimere deres mest værdifulde ressource, som er tiden.

Generationerne er født i følgende årstal:
Generation Z (Gen Z) : 1995-2010
Generation Y (Gen Y) : 1980-1994
Generation X (Gen X) : 1960-1979
Baby Boomers (BB): 1940-1959

Opdateret 30. apr 2024