New Yorks skyhøje kundeservice står og falder med medarbejderne

Kæder 3. maj 2024 -
This describes the image
I legetøjsforretningen FAO Schwarz, flagship store for USA ældste legetøjsforhandler, formår personalet at give en helstøbt kundeoplevelse. Den starter allerede ude foran butikken.  Foto: Anders Terp Søndergaard
  • Alle detailkæde kan komme et stykke med indretning, koncept og storytelling, men hvis ikke personalet er på, forsvinder magien og salget, skriver Anders Søndergaard Terp fra New York.  

Efter de to første hele dage i New York på inspirationstur med vinderne af Danish Retail Award, Mogens Knudsen, SuperBrugsen Løkken, Jannie Nielsen, Normal Aalborg, og Jimmy Heine Carver Andersen, Føtex Fisketorvet, kyndigt vejledt af detailekspert Anna Maria Sannemand Larsen fra ZBC står det klart: New York er sine klicheer.

Der er lys, larm, trængsel og veje, der krydser hinanden i USA sindrige system med avenues og streets. Der er madvogne på hvert et gadehjørne, diners og fine Michelin-restauranter. Der er butikker fra alle de kendte, store mærker med gennemtænkte og veludførte koncepter.

Vi har set lidt af hvert. Og det er fedt at se koncepter med fokus på den mindste detalje.

I kæledyrsforretningen PetCo var der messingpoter indlagt i gulvet ved toppen af trappen. Der var tænkt på alt med relation til kæledyr. Inklusiv sommertøj og solbeskyttelse.

This describes the image

I legetøjsforretningen FAO Schwarz, flagship store for USA ældste legetøjsforhandler, myldrede gulvet med engageret personale, der med headset på demonstrerede produkter og skabte kontakt, smil og glæde hos kunderne.

This describes the image

Harry Potter-forretningen er et gennemført koncept med udgangspunkt I et kendt og elsket univers med mulighed for at skabe en genkendelig udsmykning og stemning. Men på trods af, at de har fået meget foræret i forhold til storytelling, så mislykkes det alligevel at skabe en helstøbt kundeoplevelse.

This describes the image

Begge butikker er dygtige til at skabe et fysisk univers via udsmykning og præsentation af varer, men reelt er det kun FAO Schwarz, der formår at sælge det. Den eneste reelle forskel, vi bagefter kan pege på, er personalet.

Det understreger tydeligt, at du kan komme et stykke med indretning, koncept og bagvedliggende storytelling, men hvis ikke personalet er på, så forsvinder magien og salget.

Opdateret 3. maj 2024