Wefood udvider med to butikker

På to måneder har 10.000 kunder handlet overskudsmad i Wefood. Nu er det tid til at udvide forretningen

Siden Folkekirkens Nødhjælp åbnede den første Wefood-butik for to måneder siden, har kunderne stået i kø. Nu bliver det også århusianernes tur. Foto: Mikkel Østergaard

Salget af overskudsmad i Folkekirkens Nødhjælps madspildssupermarked, Wefood, er gået så godt, at der nu åbner to butikker mere.

I første omgang bliver det københavnerne, der til efteråret får endnu et sted at købe billige overskudsvarer. Og til foråret 2017 bliver det århusianernes tur.

– Wefood har på rekordtid opnået stor succes, og vi er både overvældede og stolte af den opbakning, som kunderne, leverandørerne og de mange frivillige har udvist. Madspild er et emne, der interesserer rigtig mange danskere, og derfor skal endnu flere have mulighed for at handle i en Wefood-butik, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Ligesom med den første Wefood-butik, vil Folkekirkens Nødhjælp samle penge ind til at åbne butikken ved at sælge folkeaktier.