Wefood åbner madspildsbutik i Aarhus

Den 29. maj åbner Wefood en madspildsbutik i hjertet af Aarhus, som samtidig bliver den første uden for København

Arkivfoto: Mikkel Østergaard

Om en måned kan de aarhusianske forbrugere købe overskudsvarer i Wefood og samtidig støtte mennesker i nød.

29. maj åbner madspildsbutikken, som Folkekirkens Nødhjælp står bag, på Vesterbro Torv 1A midt i Aarhus.

Wefood forhandler udelukkende fødevarer, der af den ene eller anden grund er blevet kasseret af supermarkeder, leverandører, grossister eller producenter. Typisk til priser, der ligger 30-50 pct. under den almindelige pris.

Hos Folkekirkens Nødhjælp glæder generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen sig til, at man nu kan byde aarhusianerne velkommen i madspildsbutikken.

”Jeg glæder mig meget til, at vi åbner i Aarhus. Vi kan mærke, at interessen for at mindske madspild vokser, og det gør Wefood endnu mere relevant. Vi ser frem til, at vi snart kan fortsætte kampen for at mindske madspild sammen med aarhusianerne og samtidig hjælpe mennesker rundt omkring i verden, der sulter”, siger hun i en pressemeddelelse.

Forsyninger fra Føtex 

Butikken er den første af sin slags i Aarhus, men konceptet er allerede afprøvet med succes i København, hvor de første to butikker åbnede i 2016.

En af de butikker, der vil levere overskudsvarer til Wefood Aarhus, er Føtex, og her glæder man sig over den gensidige nytteeffekt, som samarbejdet giver, siger Thor Jørgensen, direktør i Føtex.

”Vi har sat os nogle meget ambitiøse mål i Føtex for at reducere madspild. Faktisk sigter vi efter at halvere mængden af mad, der går til spilde senest i 2030. Vi har en gang imellem mad i butikkerne sidst på dagen, som ikke bliver solgt, og som har kort holdbarhed. Her er det godt, vi har en samarbejdspartner som Wefood, så maden kan blive spist. Det er win-win for maden, klimaet og for Folkekirkens Nødhjælps arbejde med mennesker i nød.”

Wefood bliver drevet af frivillige, og der er stor interesse for at være med til at åbne butikken. Flere end 100 personer har allerede meldt sig som frivillige.

Udover frivillige og leverandører er der to væsentlige medspillere i realiseringen af den aarhusianske Wefood-filial, nemlig Poul Due Jensens fond (Grundfos Fonden), som har doneret 1 mio. kr., og Købmand Herman Sallings Fond (Salling Fondene), der har støttet med 350.000 kr.