Vejle kåret til Danmarks bedste handelsby

Vejle generobrer titlen som Danmarks bedste handelsby fra Køge

Vejle er endnu engang blevet kåret som Danmarks bedste handelsby. Foto: Institut for Center-Planlægning

Detail Forum og Institut for Center-Planlægning har netop udnævnt vinderen af den biennale konkurrence om at blive Danmarks bedste handelsby.

Æren tilfalder Vejle, som også tidligere, i 2014, vandt prisen. De sidste to år har Køge kunnet bryste sig af titlen.

I motivationen for at give Vejle prisen som landets bedste handelsby skriver ICP og Detail Forum blandt andet:

– Byens folketal er i løbet af de sidste 10 år vokset med 11,9 %, hvilket ikke mindst detailhandelen har glæde af.

– Byen er karakteriseret ved et velfungerende gågadesystem med et både bredt og dybt udvalg af attraktive butikker og andre kundeorienterede funktioner iscenesat af fine gadebelægninger, moderne by inventar og en hel del kunst.

Samtidig lægger juryen vægt på, at Vejle bys butiksliv vil kunne modstå den øgede internethandel i årene fremover.

Priser til flere handelsbyer

I alt 25 handelsbyer var tilmeldt konkurrencen, og vinderen blev fundet på baggrund af 100 interviews med faste kunder i de enkelte byer og bedømmelsen fra en jury bestående af folk i detailbranchen.

Det blev også til hæder til nogle af de handelsbyer, som ikke løb af med “førstepræmien”.

Den hyggeligste handelsby 2018 blev Tønder, mens Sønderborg er kåret til den flotteste.

Efter at have været den bedste handelsby to gange indtager Køge nu pladsen som Danmarks mest servicemindede handelsby, og i det nordjyske kan Aars og Aalborg nu skåle på, at de er henholdsvis landets mest markedsførte og mest innovative handelsby.