Varehuset er storleverandør af måltider

På under to år er måltidsløsninger blevet Kvicklys store salgshit i Jyllinge ved Roskilde

Annette er delikatesseleder og er ved at stillenye måltidsløsninger frem i montren. Foto: John Ehbrecht

Det er nye tider i den nordsjællandske by Jyllinge. Her har indbyggerne for alvor kastet sig over trenden med at spare tid på madlavningen. I stedet spiser de mad udefra. I Jyllinge er det dog ikke restauranter og cafeer, der løber med væksten – det gør den lokale Kvickly.

Benjamin Knudsen rykkede for to år siden ind som varehusdirektør, og siden har han i den grad fået alle vækstkurver til at gå stejlt opad for salget af måltidsløsninger.

– Det er helt vildt, hvordan det vokser, konstaterer han med et ansigtsudtryk, der gemmer på både en stor portion glæde og stolthed og en vis portion overraskelse.

Et par tal kan illustrere udviklingen. Omsætningen på måltidsløsninger fra slagter- og delikatesseafdelingen er mangedoblet fra beskedne 23.000 kr. i 2015 til en halv mio. kr. sidste år. I år forventes omsætningen at vokse yderligere til omkring en mio. kr.

I grøntafdelingen er salget af spiseklare salater steget med 90 pct. i forhold til sidste år, og det salg fortsætter også bare med at stige.

Byen ved fjorden
Man kan med god ret spørge, hvad der lige sker her, når så mange på så kort tid går over til Kvicklys måltidsløsninger, så Dansk Handelsblad har taget turen til Jyllinge for at finde svar på udviklingen i den travle slagterafdeling.

Jyllinge har godt 10.000 indbyggere og ligger idyllisk ud til fjorden mellem Roskilde og Frederikssund.

Her er ingen industri og kun få arbejdspladser.

De fleste indbyggere kører dagligt på arbejde i Roskilde- eller Københavnsområdet. Mange har pæne indtægter, og derfor er der en god købekraft, som kommer byens dagligvarebutikker til gode.

Byens omdrejningspunkt er Jyllingecentret, hvor Kvickly ligger centralt. Men Benjamin Knudsen bliver holdt til ilden af en vrimmel af konkurrenter lige i nabolaget.

I centret ligger der også en Fakta, en Netto og en Lidl, og i kort afstand kan Jyllinge desuden byde på endnu en Netto og en Rema 1000.

– Vi får ikke noget forærende her, siger han.

Det store udvalg
Allerede uden for Kvicklys indgangsparti får man en forsmag på det lokale behov for måltidsløsninger. En café har sat stader ud på centerstrøget foran Kvickly, og en dyrlægens og en med æg og rejer og andet godt smørrebrød går som varmt brød til en konstant strøm af kunder, hvor håndværkere synes at være godt repræsenteret.

Kvickly sælger også smørrebrød, men det helt store salg ligger i måltidsløsninger, som tilberedes i slagter og delikatesseafdelingen.

Benjamin Knudsen fortæller, at kunderne hver dag har et bredt udvalg af måltidsløsninger at vælge imellem.

På hverdage rækker udvalget fra traditionelle retter som boller i karry, lasagne og farsbrød til svinemørbrad med flødekartofler og grillspyd med kød, løg og rød peber.

Fredag-lørdag bliver der skruet op for blusset, og det er her, at det helt store salg af måltidsløsninger ligger.

– Fredag-lørdag tilbyder vi forskellige menuer, som gør det nemt for kunderne at vælge præcis det, de ønsker at spise, og så kan de samtidig selv sammensætte retterne efter smag og behag, siger Benjamin Knudsen.

Det populære tilbud er to bøffer med kartoffel, salat og sauce efter eget valg. Menuen sælges til tre prisniveauer afhængig af bøffernes størrelse og tilbehøret.

– På den måde er det nemt for kunderne at vælge, og det er utroligt populært, siger varehuschefen, der har planer om at opruste yderligere med menuer på hverdagene.

Han vil gerne give kunderne tre valgmuligheder – en traditionel ret, en sund ret og en ret, hvor sundheden ikke har topprioritet.

Flere ansatte
Den store efterspørgsel efter butikkens egne færdigretter sætter sig spor i slagter- og delikatesseafdelingen. På to år har butikken fordoblet antallet af ansatte, og i nær fremtid forventer Benjamin Knudsen at oprette et par stillinger mere.

Interessen for færdige måltidsløsninger ses også i grøntafdelingen, hvor der er afsat god plads til færdige salater, typisk i Coops Cserie.

– Der er flere muligheder med en færdig salat. Nogle kan spise en hel salat selv, andre foretrækker at dele den mellem et par personer. Man kan også tage en salat med f.eks. tigerrejer og dele den op på fire tallerkener, så har man fire gode og nemme forretter, fortæller Benjamin Knudsen.

Folk har travlt
Hvorfor er der den store efterspørgsel efter færdige måltidsløsninger?

– Folk har travlt i dag, og de vil gerne have andre til at tilberede maden. Vores tilbud i Kvickly er et alternativ til at spise pizza eller få mad fra kinagrillen. Det er jo ikke dyrere at købe måltiderne hos os. Man kan købe to bøffer af kvalitetskød med tilbehør billigere end det koster at købe to pizzaer.

– En anden ting er, at vi nu har det store udvalg af måltidsløsninger, og det trækker også mange kunder til. Der er mange forskellige valgmuligheder og måder at sammensætte måltider på, og det er nemt, for det kræver måske blot lidt opvarmning, så på 20 minutter har du god mad på bordet, siger Benjamin Knudsen.

Vi spørger til udviklingen af de traditionelle færdigretter, som typisk findes i køle og frostmontren, men her står salget stille. Og så er det naturlige spørgsmål, om den store vækst i færdigretter udvander salget i den øvrige forretning – men det sker ikke.

Snarere tværtimod. Trods den hårde konkurrencesituation ligger væksten i varehuset som helhed på omkring 4 pct. Slagter og delikatesse har en vækst på 14 pct

DEL
Forrige artikelKonsolideringsår for foodservicegrossist
Næste artikelVæksten taber tempo i Sverige
Henrik Denman
Uddannet som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1983. Har skrevet om dagligvarehandel og detailhandel generelt siden 1986, først som redaktør af fagbladet DetailBladet 1986-2007 og siden 2007 som journalist på Dansk Handelsblad. Skriver nyheder og reportager.