Uno-X omlægger forretningen til franchise

Uno-X opsiger samarbejdet med 150 tankpasserer og indgår aftale med 12 nye franchisepartnere. Samtidig investerer kæden en kvart milliard

Foto: Uno-X

Benzinmarkedet i Danmark er præget af benhård konkurrence, og i den intense kamp om at tiltrække endnu flere kunder har norskejede Uno-X valgt at omlæggge forretningsmodellen til franchise efter inspiration  fra søsterselskabet Rema 1000.

Samtidig investerer Reitangruppen en kvart milliard i at gøre Uno-X-kæden helt køreklar til fremtidens benzinmarked.

– Vi havde valget mellem at lurepasse og trække pinen ud eller satse offensivt med investeringer og en ny forretningsmodel. Vi har taget livtag med vores egen forretning, delt kæden i to, opsagt samarbejdet med 150 leverandører og ansat distriktspartnere på franchiselignende kontrakter. Vi tror på, at egeninteresse og vindermentalitet er opskriften på succes, og derfor har vi indgået aftale med 12 distriktspartnere til at vinde kunderne lokalt. Kan vi vinde dem, og det tror vi på, vinder vi samlet set, siger Michael Norden, administrerende direktør i Uno-X.

Øget incitament
Uno-X har inddelt sit netværk i 12 distrikter med 10-15 ubemandede stationer, som en distriktspartner har ansvaret for. Distriktspartneren aflønnes efter den enkelte stations bundlinje og har derfor også et ekstra incitament til at sørge for, at stationen fremstår indbydende og konkurrencedygtig.

– Uno-X er en del af Reitangruppen, der gennem mange år har fremvist flotte resultater med en franchisebaseret forretningsmodel – ikke mindst i REMA 1000. Vi har ladet os inspirere af det setup og omlagt vores forretning, så vi har stærke selvstændige distriktspartnere til at drive 12 distrikter og med kontoret i Søborg som sparringspartner og support, forklarer Michael Norden.

Kontaktløs kortbetaling
Som en del af den nye forretningsmodel har Uno-X søsat benzinbranchens første akademi for træning i og udvikling af stationsdrift. Også her har Uno-X ladet sig inspirere af REMA 1000, der har en værdiskole for kædens medarbejdere.

Samtidig med omlægningen af forretningsmodellen investerer Uno-X 250 mio. kr. i at ombygge stationerne til nye brugervenlige konceptstationer, og den første står allerede klar på Buddinge Hovedgade i Søborg. Her vil en stor del af investeringen gå til nye betalingsautomater, som tager kontaktløse kortbetalinger og er markedets hurtigste.

– Hovedformålet med hele øvelsen er at blive markedets mest kunderettede selskab. Netop kundefokus var også årsagen til, at vi delte kæden i to i efteråret 2016. Vi har nu 131 lokale Bonus-stationer og 116 Uno-X stationer, som i den kommende tid bliver opgraderet, så de fremstår strømlinede, brugervenlige og kundeorienterede. Samlet set tror vi på, at det er opskriften på at blive Danmarks stærkeste mærkevare for benzin, fortæller Michael Norden.

DEL
Forrige artikelDansk Supermarked øger presset på Coop
Næste artikelSolgte for 300 mio. kr. op til påske
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.