Ung og nybagt købmand: Man skal aldrig være bange for at bede om et råd

Den første uge gik super godt i Spar i Stoholm, men den skabte også store forventninger hos købmanden

Foto: Helle-Karin Helstrand

Tvivl har der aldrig været i 22-årige Mikkel Refshøj Andersens sind: Han skulle være købmand. Tvivl var der da heller ikke, da han mandag morgen, en uge efter, at han havde overtaget Spar i Stoholm, mødte i butikken og pludselig fik kvalme. Men den fysiske reaktion fik ham til at stoppe op et øjeblik.

– Vi var kommet rigtigt godt i gang og havde indeks 122 den første uge. Jeg fik ros fra alle sider og var glad. Jeg havde planer for de første mange uger, men pludselig kom jeg til at tænke på, hvordan jeg skulle kunne fortsætte med at præstere – om jeg kunne blive ved med at finde på nyt for at styrke butikken. Jeg kunne mærke, at jeg havde noget, jeg skulle af med, fortæller Mikkel Andersen.

Kontaktede Dagrofa

Han gjorde de ting, han skulle, i løbet af dagen, men om aftenen, da han kom hjem og ikke havde det bedre, kontaktede han driftschef i Dagrofa, Henrik Petersen, og fortalte, hvordan han havde det.

– Jeg har gennem hele forløbet med overtagelsen af butikken haft et rigtigt godt samarbejde med folkene i Dagrofa – blandt andet Henrik, der også er kunde i butikken. Jeg har hele vejen igennem fået god og professionel vejledning, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle ringe, siger Mikkel Andersen.

– Henrik sagde, at det var et stress-symptom, og at det var helt almindeligt, når man lige har overtaget en butik. Han sagde, at han jeg skulle tage det helt roligt og gå i seng. Han ville bede min faste sparringspartner i Dagrofa, driftskonsulent Kim Nielsen, om at kigge forbi allerede dagen efter.

– Kim kom, og senere kom Henrik også selv. Vi fik snakket om, hvordan jeg havde det – og om mine planer for butikken. Kim sagde, at han hele tiden vil være bag mig. Blandt andet vil han vende de langsigtede planer for butikker med mig. Det handler jo om alt det, jeg selv føler, at jeg skal leve op til. Jeg er min egen værste fjende, fortæller Mikkel Andersen, der igen har fået helt ro i maven.

– Jeg ved, at jeg har dem i baghånden hele tiden og kan ringe når som helst. Men jeg er glad for, at jeg fik snakket ud om mine tanker. Man skal ikke gemme på det og risikere at gå helt ned, siger Mikkel Andersen.

DEL
Forrige artikelAlibaba og Auchan i parløb om kinesiske hypermarkeder
Næste artikel22-årig Sparkøbmand indtager Stoholm
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.