Undersøgelse: Plastposer er bedst for miljøet

Plastposer er det bedste valg af bærepose ud fra et miljøhensyn, viser ny dansk undersøgelse

Den almindelige plastpose er det bedste valg af bærepose set ud fra de miljømæssige påvirkninger, viser ny undersøgelse. Arkivfoto: Claus Sjödin

Ganske almindelige plastposer er – overraskende for de fleste – det bedste valg for miljøet.

Det viser en ny, omfattende undersøgelse, som DTU Miljø har udført for Miljøstyrelsen.

DTU Miljø har foretaget en såkaldt livscyklusvurdering, hvor man ser på den samlede miljøbelastning ved produktion, brug og affaldsbehandling.

Og undersøgelsen viser, at stofposer belaster miljøet langt mere ved produktionen, fordi bomuldsproduktion kræver mange ressourcer og lægger beslag på et stort areal.

Tilsvarende er der ved de andre posetyper forskellige miljøbelastninger, der er større end miljøbelastningen fra plastposer, lyder det i undersøgelsen.

Plast er mest gavnlig
Resultatet viser, at man skal genbruge papirsposer og biobaserede plastposer ca. 40 gange for at opnå den samme miljømæssige påvirkning, som der er ved at bruge en almindelig plastpose en enkelt gang.

Årsagen hertil er blandt andet at de nedbrydelige, komposterbare poser ikke nedbrydes ordentligt, lyder det i undersøgelsen.

Stofposer og poser af økologisk bomuld skal genbruges hele 7.000 og 20.000 gange, for at det er et lige så godt miljø-valg som plastposen.

– Plastposen er et af de nok mest udskældte plastprodukter i den offentlige debat. Analysen her viser, at kritikken er ubegrundet. Plastposen er og bliver det mest miljørigtige posevalg, når man sammenligner med alternativerne, siger adm. direktør Thomas Drustrup fra Plastindustrien i en kommentar til undersøgelsen.