Udespisning sætter rekord

Omsætningen på restauranter, cafeer og pizzeriaer nåede op på 42 mia. kr. i 2016.

Danskerne bruger hver 6.500 kr. på udespisning om året. Arkivfoto: John Ebrecht

Danskerne er blevet endnu mere begejstret for at spise ude, viser en opgørelse fra restaurationsbranchens organisation HORESTA.

I alt spiste og drak danskere og turister for 42 mia. kr. sidste år, hvilket er ny omsætningsrekord for branchen.

– 2016 er et rekordår for de danske restauranter. Aldrig tidligere er danskerne gået så meget ud og spise – og aldrig tidligere har vi haft så mange turister som har spist ude, siger adm. direktør i HORESTA, Katia K. Østergaard, til DR Nyheder, der fortæller, at det både er restauranter, cafeer og pizzeriaer, der har haft stigende omsætning.

Samtidig er der kommet endnu flere spisesteder til, hvilket har gjort konkurrencen i restaurationsbranchen endnu hårdere.

For samtidig med, at forbrugerne bruger endnu flere penge på udespisning, er der også kommet endnu flere steder at vælge imellem, fortæller Katia K. Østergaard.

Derfor er der også mange restauranter og cafeer, der har svært ved at skabe overskud på deres forretning, påpeger en tidligere analyse fra revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte tilbage fra november 2016, der viser, at mere end hver fjerde restaurant balancerer på grænsen til konkurs.

Flere madboder på vej

Ifølge Claus Jorch Andersen, partner i Deloitte, betyder opblomstringen af flere take-away og mobile madboder, at restauratørerne ligger i betydeligt hårdere konkurrence i dag end tidligere.

For forbrugerne betyder konkurrencen dog også, at priserne holdes nede, mener Katia K. Østergaard.

Hun peger på, at prisforskellen mellem selv at købe råvarer til madlavningen og et tilberedt måltid ikke er særlig stor i dag, ligesom det også har stor betydning, at forbrugeren sparer tid.

Derfor er forventningen også, at der vil komme endnu flere nye madboder til fremover.

Ikke mindst fordi startomkostningerne ved en madbod er meget lavere end ved en traditionel spiserestaurant, påpeger Claus Jorch Andersen.