Too Good To Go stiller app til rådighed for take away

Take away-leverandører kan nu benytte madspildsappen til at sælge varer til normal pris. Flere end 40 restauranter er lagt på appen og yderligere 100 er på vej

Too Good To Go annoncerer uddannelsesportal til børn
Foto: Too Good To Go

Normalt kan man kun købe varer til nedsat pris på madspildsappen Too Good To Go, der er skabt til at facilitere salg af fødevarer, der nærmer sig dato.

Men i øjeblikket er “normalt” sat på hold. De danske restauratører har brug for hjælp til at sælge og markedsføre take away-retter, og derfor stiller Too Good To Go nu appen til rådighed til det formål, skriver Too Good To Go i en pressemeddelelse.

Konceptet går under navnet “StøtLokalt” og de første 40 restauranter er meldt til, mens yderligere flere end 100 er på vej.

– Vi har oplevet kolossal opbakning fra landets restauratører i kampen mod madspild. Nu er det vores tur til at bakke op med de midler og ressourcer, vi har til rådighed. Vi har over 1,8 millioner brugere og har specialiseret os i at forbinde mad og mennesker. Nu gør vi det samme med en anden vinkel i en midlertidig periode. Og når alt det her så forhåbentligt snart er overstået, vil vi igen arbejde 100 pct. på at bekæmpe madspild,” siger Mette Lykke, CEO for Too Good To Go.

Blandt de restauranter, der er meldt til appen er Jensen’s Bøfhus.

– I øjeblikket tæller hver en krone, og derfor var vi hurtige til at slå til, da Too Good To Go åbnede op for muligheden for, at vi kunne sælge take away via deres app, som vi normalt bruger til at bekæmpe madspild i flere af vores restauranter. Vi har allerede solgt en masse take away-måltider via StøtLokalt-initiativet, og faktisk oplever vi, at vi rammer en helt anden yngre målgruppe, end vi normalt når ud til. Så det har været en meget positiv oplevelse for os at benytte os af initiativet, og jeg kan bestemt anbefale andre Too Good To Go-partnere til at slutte sig til, siger Anders Nikolaisen, direktør, Jensen’s Bøfhus.

DEL
Forrige artikelSe de nye i ledelserne
Næste artikelKundestrømmen daler på servicestationerne
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.