Toms bliver hovedsponsor for gaming-festival

Den kendte chokoladekæmpe vil slå et slag for hyggen, når social gaming-festivalen #GGfestival rammer Roskilde sidst på måneden

Toms Gruppen har meldt sig som hovedsponsor for gaming-festivalen #GGfestival, hvor spilinteresserede kan møde deres YouTube-idoler og være fælles om gaming. Foto: Gonzo Media

At sidde og spille computerspil er ikke bare noget, drenge gør på et mørkt teenageværelse barrikaderet mod forældre. Det er blevet en milliardindustri med internationale turneringer og sociale sammenkomster.

Netop det sociale aspekt fremhæver Toms som årsagen til, at chokoladevirksomheden præsenterer 8. omgang #GGfestival som hovedsponsor.

– Vi sætter smag på danskernes hyggestunder. #GGfestival er en fantastisk ramme, som skaber et fællesskab mellem gamere både on- og offline. Gaming-kulturen handler om fællesskab og sammenhold, og vi er glade for at kunne være med til at sørge for, at de alle også husker hyggen, siger Camilla Gregers, Marketing Manager hos Toms.

– Toms Gruppen er indbegrebet af hygge – hvad enten det er med familien derhjemme eller vennerne på farten. Når de vil være med her, er det, fordi social gaming handler lige så meget om hygge og samvær, som det handler om computerspil, lyder det fra Martin Wiinholt, adm. direktør i Gonzo Media, som arrangerer festivalen.