To Meny-slagtere er nomineret til årets Slagterpris

I alt otte slagtere er nomineret til Landbrug& Fødevarers årlige prisuddeling

Fra ventre: Slagtermester Daniel Jensen, Kvickly Vericentret, Risskov Slagtermester René Højer, MENY, Grenå Slagtermester Christian S. Hansen, Salling Super, Aarhus

To slagtermestre fra Meny-kædens butikker, en fra Salling og en fra Kvickly udgør de fire nominerede til den del af årets Slagterpris, der tager udgangspunkt i supermarkeder.

Landbrug & Fødevarer (L&F) kårer endnu engang branchens bedste slagtere med Slagterprisen 2017, og der er i alt otte nominerede - fire fra supermarkeder og fire fra private slagtere.

"De nominerede er alle dygtige håndværkere med høje krav til kvalitet, stort kendskab til kødet og øvrige råvarer i produktionen og ikke mindst med stort fokus på god betjening og vejledning af kunderne", skriver L&F i en pressemeddelelse.

Normalt nomineres blot tre i hver kategori, men feltet var ifølge L&F så kompetent i år, at juryen valgte at nominere to ekstra.

Vickie Enné Ryge, der er Landbrug & Fødevarers repræsentant i juryen, siger:

- Det er længe siden, vi har mødt så mange dygtige fag- og forretningsfolk i ét felt. De nominerede har alle styr både på håndværket og bundlinjen.

Juryen kommer på uanmeldt besøg hos de otte nominerede slagtere for at se, om virkelig-heden i butikken svarer til den præsentation, de fik på præsentationsdagen. Og i år møder de nominerede desuden en mystery shopper i deres butikker.

De nominerede i kategorien "Slagtere i dagligvarebutikker" er:

Slagtermester Daniel Jensen, Kvickly Vericentret, Risskov

Slagtermester René Højer, Meny, Grenå

Slagtermester Christian S. Hansen, Salling Super, Aarhus

Slagtermester Søren Rasmussen, Meny, Hellerup

De nominerede i kategorien "Privatslagtere" er:

Slagtermester Marco Hellerup, Slagteren i Højslev

Slagtermestrene Bjarke og Mark, Slagter-Riget, Aarhus

Slagtermester Bent Lilholm, Slagter Lilholm, Rødovre Centrum

Slagtermester Palle Christensen, Slagter Frimann, Roskilde

Vinderne hædres på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen, der finder sted den 26. september på Hindsgavl Slot i Middelfart.

DEL
Forrige artikelNy storkonflikt afblæst
Næste artikelRøde tal rammer Coops ejere
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.