Tilfredshed med gode Rema-placeringer

Med overtagelsen af seks Kiwi-lejemål runder Rema 1000 snart 300 butikker i Danmark

Foto: Rema 1000

Trods rystelser i branchen de seneste måneder med Kiwis exit og Aldis udmelding om at lukke 32 butikker, er Rema 1000 ambitioner lige så store, som de altid har været.

Det understreger kædens adm. direktør Henrik Burkal, der er tilfreds med, at det “kun” blev til overtagelsen af seks tidligere Kiwi-butikker.

– Da Kiwi lukkede, gik vi i gang med at med at kigge på det hele. For os var det vigtigt at slå koldt vand i blodet og bygge på sten for sten. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi bød på en større pakke, men som forhandlingerne skred frem, havde vi ikke lyst til at matche Dansk Supermarkeds tilbud. Så selv om vi måtte skære et stykke af mørbraden, kommer vi ud med seks rigtig, rigtig gode placeringer, som vi er meget glade for, siger Henrik Burkal.

De seks nye Rema 1000-butikker åbner i Ålbæk, Them og Vesterbro Torv i Aarhus, foruden tre placeringer i hovedstadsområdet fordelt på Jagtvej på Nørrebro, Smallegade på Frederiksbjerg samt i Brøndby Strand.

Åbner hurtigst muligt
Hvornår butikkerne åbner som Rema 1000, og om det bliver på denne side af sommerferien, er endnu for tidligt at sige.

– Vi åbner så hurtigt, som det er muligt. Vi får overdraget nøglerne i dag og går i gang med at tegne indretningen, men der er jo altid leveringstider forud for åbningen af nye butikker, siger Henrik Burkal.

Tidligere i dag åbnede kæden butik nummer 291 i Kvistgård, og inden måneden er omme åbner kæden en ny butik på Bornholm. Dermed nærmer kæden sig med hastige skridt 300 butikker i Danmark.

Med dagens udmelding om at overtage seks tidligere Kiwi-butikker har Rema 1000 planer om at åbne 23 nye butikker i år plus fire butikker, som kæden flytter til nye lokaler.

Om Rema 1000 kan lade sig friste af andre tidligere Kiwi-lejemål, når Dansk Supermarked skal igang med at omfordele omkring 40 lejemål, har Henrik Burkal ingen kommentarer til.

Men troen på fremtiden er lige så stærk, som den altid har været i franchisekæden.

– Vi har de samme ambitioner fremadrettet. Vi er altid meget ydmyg overfor vores øverste chef, kunden. Nogle gange er det også vigtigere at kunne sige nej end ja, påpeger Henrik Burkal.

DEL
Forrige artikelFøtex Food åbner i lukkede Kiwi-butikker
Næste artikelEjendomsselskab med store vækstplaner
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.